2026 bliver stensikkert – og AI-usikkert - et enormt spændende år
Økonomi er en svær størrelse. Selv for økonomer.
Tag nu f.eks. OpenAI. Virksomheden bag ChatGPT, Sora2, Atlas og en hel masse andet.
OpenAI tjener omkring 20 milliarder dollars (Ifølge Forbes). Men selskabet har forpligtelser/planlagte investeringer for 1.400 milliarder dollars i de kommende år – til alt fra opførelsen af datacentre til udvikling af adskillige AI-værktøjer og forretningsmodeller.
Altså forpligtelser, der er ca. 70 gange større end indtjeningen.
Rigtigt meget af indtjeningen hviler faktisk på ChatGPT, som er største globale sprogmodel i verden med 800 millioner brugere ugentligt. Bemærk her, at antallet opgøres i ugentligt brugere, og ikke i forhold til antallet af interaktioner, samt at mange er gratister.
Med det regnskab ville det som almindelig borger være umuligt at få banker og realkredit til at give boliglån, billån eller i det hele taget lån.
Men ikke for OpenAI.
Her står investorerne i kø.
På den måde er OpenAI et skoleeksempel på den næsten ubeskriveligt store pengemængde, der i disse år – og de kommende – kastes efter kunstig intelligens.
Det er milliarder og atter milliarder af dollars, investeret på forventninger, håb og en benhård kamp om at komme først.
Det er måske derfor, at hverken økonomer eller aktiemarked kan finde deres egne ben, eller frem til, hvad de mener om sagen. Det ligner en massiv og ekstremt oppustet boble.
Men er det også det?
Ikke to bobler er ens. Vi har aldrig set noget tilsvarende før.
Bedste sammenligning er dot.com boblen, men den var alligevel anderledes. For den trak ikke hele økonomien efter sig. Det gjorde forbruget primært.
Sådan er det ikke med AI ikke denne gang.
AI er den største dynamo i verdensøkonomiens forventninger til fremtiden og politisk.
Og alle er overbevist om, at AI vil forandre vores liv, måde at arbejde på, måde at gøre tingene på, udvikle, opdage og uddanne os på.
Det er svært at tænke og tro andet.
Men hvordan?
Og i hvilket tempo?
Og hvor meget vil vi reelt bruge?
Hvornår er nok AI nok?
Det er den ubekendte i forhold, om det er en boble eller sund økonomisk tænkning.
Samtidig er alle overbevist om, at det er nødvendigt at hægte sig på AI-eksprestoget.
Så hellere fortsætte med at investere vild og med krydsede fingre, end at blive efterladt på perronen.
Også selv om fremdriften i høj grad er baseret på forventning og en klondyke-agtig “gold-rush”-stemning.
Historien om, hvorvidt den AI-udvikling, vi har sat i gang, brister eller bærer, er om noget historien om, hvad der vil blive lighedstegnet ud for 2026.
Vil vi tage det endnu mere til os?
Vil det reelt begynde at overtage en række jobfunktioner.?
Vil vi abonnere på alle mulige værktøjer og betale for dem?
Vil efterspørgslen så småt begynde at indhente investeringerne?
I den forstand bliver 2026 et næsten for spændende år.
For hvis der er tale om en boble og den springer, vil det unægtelig skabe rystelser af en art, vi ikke har set siden finanskrisen, og de har det med at påvirke politiske strømninger i ekstreme retninger.
Der er trods alt kun et sted at hente mange tabte billioner – og det er hos verdens forbrugere og skatteydere.
Ved at stramme livremmen ind og gerne på velfærd og ting som generelt er sunde i det lange perspektiv.
Jeg tror og håber ikke, at vi står med en vild og eksplosiv boble.
Hvad vi står med, er helt ukendt land – og flere tusinder af milliarder dollars som pt. er ude at svømme, men måske kan hentes stille og roligt ind, hvis vi begynder at tænke os om.
Men tro og håb er som bekendt ikke strategier, hvis der en tilstrækkelig risiko for det modsatte.
Og jeg frygter, at vi ikke er klar til, hvis det alligevel sker.
Og jeg frygter i særdeleshed, at vi mangler en klar plan for, hvordan al denne teknologi skal integreres fornuftigt i arbejdsliv og samfund.
Især hvis investeringerne primært går til færdige Big Tech-løsninger frem for uddannelse, opkvalificering og udvikling af egne kompetencer.
Men det er en anden snak.
2026 bliver stensikkert – og AI-usikkert - et enormt spændende år.
