Uddannelse

Kurser blev virtuelle

Læringskurven var stejl, da kursusafdelingen under nedlukningen måtte flytte alle arrangementer over på digitale platforme, men erfaringerne er gode, og virtuelle kurser er kommet for at blive.

Secure Coding, Bruger­venlighed på nettet og LINK Netflix Party var nogle af de mest velbesøgte PROSA-kurser i 2020, hvor kursusafdelingen udbød i alt 337 kurser. 98 af dem endte dog med at blive aflyst.
— 2020 var jo præget af den pludselige nedlukning af Danmark. Og vi måtte i første omgang udskyde alle fysiske kurser og arrangementer. Først én gang og så en gang til. Og så aflyse eller omforme til webinarer, siger kampagnekonsulent i PROSA Lulu Pedersen.

Det gav naturligvis nogle udfordringer.
— Det tog lidt tid at få alle foredragsholdere til at gå online i stedet for at komme ind i vores lokaler med powerpoint og post-it. Men vi har løst det i samarbejde, testet platforme undervejs og justeret på deltagerantal i takt med, at vi er blevet mere trygge ved det digitale format, siger Lulu Pedersen.

Trods den bratte omstilling blev der alligevel afviklet langt flere arrangementer end i året før, hvor tallet lå på lige under 180. Således indløb der i 2020 knap 6.000 kursustilmeldinger, og tallene viser, at 12,5 procent af PROSAs medlemmer har deltaget i mindst én aktivitet i løbet af året.

Den helt store gevinst ved webinarer har været, at kursusafdelingen har kunnet samle flere medlemmer på tværs af geografi.
— Til de populære it-sikkerhedskurser har jeg eksempelvis haft 150 med online. Til sammenligning kan der maksimalt være 40 i PROSAs store kursuslokale i København og 25 i kursuslokalet i Aarhus. Så det er fedt at få plads til så mange fra hele landet på samme kursus, selvom muligheden for at netværke fysisk mangler – altså have de uformelle it-snakke i pauserne, siger Lulu Pedersen.

Hun roser kursusholdere for at have taget udfordringerne op.
— For det er ikke altid, teknikken spiller, som man vil. Og ikke alle platforme har vist sig lige effektive, når man både skal have privatlivet og brugervenligheden i fokus, kunne lave gruppearbejde for 50 deltagere i små grupper og optage video samtidig, siger hun og sender samtidig også store roser til medlemmerne:
— Deltagerne har alle undervejs været meget hjælpsomme, når lyd, billede eller forbindelsen driller, eller hvis der er faglige spørgsmål i chatten, som de kan hjælpe med. Mange foredragsholdere har efterfølgende rost medlemmerne for interessante og relevante spørgsmål undervejs.

Lulu Pedersen fortæller, at trods den noget hovedkuldse introduktion er de virtuelle kurser kommet for at blive:
— Jeg er stolt af, at det lykkedes at få kursusafdelingen gearet og omstillet til det meget større flow af deltagere – både administrativt og indholdsmæssigt. Det har været en fornøjelse, at alle, både internt og eksternt, hurtigt har omstillet sig til at arrangere kurser på nye de online-betingelser, som kræver et andet flow end de vante arbejdsgange.

Lulu Pedersen, der også har lært at huske foredragsholderen på at fortælle, hvornår der er pause undervejs, og ikke bare køre løs i to-tre timer i træk:
— Selvom det er online, har alle brug for en pause – og eksempelvis få stegen eller surdejsbrødet ud af ovnen i tide.