Overvågning er tilladt - bare det ikke krænker dig

Din arbejdsgiver må overvåge dig

Din arbejdsgiver har faktisk ret til at overvåge og kontrollere, at du passer dit arbejde og lever op til regler for brug af inter­nettet i arbejdstiden. Det kan være via alt fra videoovervågning til falske rod-certifikater. Det skal dog være sagligt begrundet og må ikke krænke dig. Sæt dig derfor grundigt ind i reglerne på din arbejdsplads.

 

Din arbejdsgiver kan overvåge dit arbejde på mange måder, når du er på arbejde. Det kan være den helt klassiske med videoovervågning, men der er også nyere metoder, herunder de falske rod-certifikater, der omgår den kryptering mellem dig og det websted, du besøger, og som dermed giver din arbejdsgiver mulighed for at følge med i, hvilke hjemmesider du besøger, når du er på arbejde.

Alt sammen naturligvis undskyldt med, at din arbejdsgiver har en legitim interesse i at overvåge datatrafikken af sikkerhedsmæssige årsager. Men data kan også bruges til meget andet. Både det, der er til fordel for de ansatte, men desværre også det modsatte. Data kan bruges positivt til at kvalitetssikre arbejdet og forenkle arbejdsgange, men den indsamlede data giver også din arbejdsgiver mulighed for at bruge det som grundlag for at træffe beslutninger af ansættelsesmæssig karakter, for eksempel forfremmelser, fremtidig aflønning og i værste fald afskedigelse. 

Det ligger inden for din arbejdsgivers ledelsesret at overvåge og kontrollere medarbejderne, når de er på arbejde, Signe Rasmussen, jurist PROSA

Det er ligger inden for din arbejdsgivers ledelsesret at overvåge og kontrollere medarbejderne, når de er på arbejde, men der skal så sandelig også være et sagligt og fornuftigt formål med det. For eksempel er det helt ok, at din arbejdsgiver kontrollerer, hvornår du møder ind om morgenen, og hvornår du forlader arbejdspladsen igen, om du også bruger din arbejdstid på at arbejde, ligesom arbejdsgiver også gerne må tjekke, om du overholder virksomhedens interne regler om for eksempel brug af arbejdsgiverbetalt mobiltelefon privat. 

Fælles for de typer af kontrolforanstaltninger, som din arbejdsgiver udfører, er, at de skal være saglige, ligesom de heller ikke må krænke dig. Derudover skal du være gjort opmærksom på, at arbejdsgiveren foretager den her type overvågning. Hvis der i din kontrakt, personalehåndbog, guidelines eller lignende står noget om, at din arbejdsgiver har mulighed for at logge din færden på nettet og kontrollere, at du ikke besøger sider af tvivlsom karakter, så må arbejdsgiveren gerne det, da sikkerhedsaspektet er et sagligt hensyn. 

I rigtig mange virksomheder er der interne guidelines, der regulerer medarbejdernes adfærd, hvad angår det rent sociale på arbejdspladsen, men især også i forhold til it-politik. Ofte står der i enten virksomhedens it-adfærdskodeks eller i ansættelseskontrakter, hvad din arbejdsgiver har af forventninger til dig, når det kommer til for eksempel downloading af ekstern software eller brug af internettet. De fleste er heldigvis ikke i tvivl om, hvilke typer af hjemmesider man helst ikke skal besøge i sin arbejdstid. Man kan hurtigt blive fanget i oraklet for dårlige råd, heste-nettet.dk. Det kender vi vist alle til …

Hvis din arbejdsgiver får en bifangst, i form af at du har investeret i et nyt sæt unbrakonøgler i 43 dele i arbejdstiden, så må arbejdsgiveren gerne bruge den viden mod dig. Hvor alvorlig en reprimande det bliver, afhænger blandt andet af, hvor lang tid du har brugt, hvad du arbejder med, hvilke sider du har besøgt, hvilken funktion du er ansat til. En af måderne, en arbejdsgiver kan benytte sig af til at overvåge internettrafikken, er for eksempel at installere et certifikat, der omdirigerer internettrafikken, så det stadig ser ud som om, du er inde på en sikker hjemmeside, men hvor besøget i stedet går igennem din arbejdsgiver. Det er ikke umiddelbart til at se, om dit besøg på en hjemmeside er direkte mellem dig og det pågældende websted, eller om din arbejdsgiver virker som en usynlig mellemmand. Falske rod-certifikater kan installeres af systemadministratoren på din arbejdsplads og er ikke nødvendigvis til at se, hvis du ikke ved, om de er der, eller hvad du skal kigge efter. Denne type certifikater er også noget, som PROSA er stødt på, når medlemmer har henvendt sig. 
 

> Læs mere i PROSAbladet 3/2023

> Sådan bliver du medlem af PROSA