PROSA: Sådan kan vi bekæmpe digital svindel

I følge nyt initiativ til bekæmpelse af digital svindel skal bankerne sænke loftet for straks-overførsel fra 500.000 kroner til 50.000 kroner.

Det er langtfra godt nok, mener PROSAs politiske rådgiver, som henviser til eget forslag, som mere effektivt kan beskytte mod og skabe tryghed i forhold til digitale svindlere.

Regeringen er sammen med Finans Danmark, Forbrugerrådet Tænk, Teleindustrien og Ældre Sagen blevet enige om et initiativ, der skal dæmme op for digitale svindlere og især styrke beskyttelsen af de mange ældre, som udsættes for digitale indbrudstyve. Ifølge initiativet vil bankerne sænke loftet over, hvor mange penge man som udgangspunkt kan straksoverføre pr. døgn, uden først at have kontakt med sin bank, til 50.000 kroner. I dag kan loftet på straksoverførsler være op til 500.000 kroner. Bankkunderne kan ændre beløbsgrænsen på de 50.000 kr. efter kontakt til banken.

Det offentliggjorde Erhvervsministeriet mandag den 13. november.

Forslaget er dog langt fra godt nok eller effektivt nok, mener PROSAs politiske rådgiver Ole Tange.

– Det handler især om at beskytte en gruppe udsatte ældre, som svindlerne går målrettet efter. Det gøres meget bedre med det forslag, som PROSA fremlagde i august, og som jeg vil anbefale ministeriet at bruge. Det er enkelt og effektivt, siger Ole Tange.

Han forklarer:

– PROSA foreslår, at borgere i det øjeblik, de er ved at overføre et beløb til en konto – som de ikke har overført til før – bliver eksponeret for en kort oplysningsvideo om it-svindel. Videoen skal forklare de mest gængse former for svindel, hvor overførsler er en del af svindlen. Det skal formuleres, så borgeren kan vurdere, om de lige nu er udsat for svindel. Efter videoen skal der være et døgnbemandet telefonnummer, som man kan ringe til, hvis man er i tvivl, siger Ole Tange.

Den politiske rådgiver mener, at regeringens initiativ slet ikke vil opnå samme beskyttelse og sikkerhed for de mest udsatte grupper for svindel.

Se også video med forslag fra PROSA