God jul og pas godt på dit privatliv

Alle burde forstå, at de faktisk HAR NOGET AT SKJULE for alle andre end de nærmeste, de selv vælger at dele med. Privatliv har en værdi. Når nogen trænger ind i din hverdag og dine rutiner er det krænkende, farligt og intimiderende.

Mandag morgen i denne uge var som mandage i december kan være, når man pendler med s-toget.
Kold, grå, tæt pakket med folk i dynejakker og huer, og med hosten og snøften fra alle sider.

Og så en smule forsinket.

Netop forsinkelsen gjorde, at jeg måtte hoppe ombord i et arbejds-teams-møde på mobilen, mens jeg stadig var på toget.

Det kan være sin sag at balancere telefon, opmærksomhed og høretelefoner tæt omgivet af andre, men det gik og jeg var langt fra den eneste i toget i samme situation.
At forsøge høfligt at filtrere andres mødeindlæg og dybt private monologer med ukendte fra er en del af pendlerlivet – samt at tillægge sig en uinteresseret maske, selvom deres ofte afslørende scrolling foregår lige for næsen. 
 

Og så var det det slog mig. Jeg havde mistet min telefon. Andre havde den i hænderne!

Så vidt så godt.
Det vil sige indtil jeg nåede mit stop på Hovedbanegården. 
Her blev jeg opslugt af den fortravlede menneskestrøm hen mod trapperne for enden af perronen. Derfor tænkte jeg, at jeg nok hellere måtte følge omgivelserne fremfor mødet på telefonen. 
Trapperne er lidt som en flaskehals, som alle gerne vil først igennem, og hvor risikoen for at snuble eller blive tacklet af en rullekuffert ikke uanseelig. 

Jeg kom derfor min mobil i baglommen, skyndte mig op ad trapperne og gennem den store hal.

Jeg lyttede stadig med på Teams-mødet i høretelefonerne, eller rettere, det gjorde jeg ind til, der blev bomstille. Instinktivt klappede jeg mig på baglommen. 
Først den ene. Så den anden. Så forlommerne. Så gravede jeg febrilsk i jakkelommerne. Ingen telefon!

Den var væk. Tabt. Stjålet!
 

De ville kunne bygge en avatar af Curt, som på mange måder afslørede mere om mig, end jeg selv var klar over.

Det første, der rammer er svag panik og forvirring. Derefter koldsved. Derefter et forsøg på klart at identificere præcist, hvornår jeg sidst havde haft føling med telefonen. Altså hvornår den slap fingrene.

Jeg var næsten sikker på, at det var på perronen.

Jeg løb selvfølgelig frem og tilbage i ankomsthallen og op og ned ad trapperne og langs perronen med øjne, der forsøgte at scanne alt fra gulv til forbipasserendes hænder og mulige tyveknægte på en gang, og med ører, der lyttede intenst efter det mindst tegn på genoprettet forbindelse.

Men intet. Stilhed. Ingen telefon.
 

Der ville også være alle de små tankeløse nysgerrigheder. De ting jeg ikke havde tænkt over og glemt. Uskyldige i øjeblikket, men lette at misbruge.

Det er lidt et øjebliks følelse af at være skakmat. 
Du kan ikke på stedet ringe til telefonen, for du har ingen telefon. Du kan ikke på stedet sætte en spor min telefon i gang, for den er knyttet til telefonen. Du kan ikke på stedet ringe og lukke og spærre alt.

Jeg småløb i stedet hen mod min arbejdsplads og kontor i PROSA, mens jeg bandede over mig selv. At komme telefonen i baglommen i myldretiden på Hovedbanegården - af alle steder!

Samtidig forsøgte jeg at få det uoverskuelige puslespil i de kommende mobilløse timer til at gå op. 
Der var en række handlinger, som skulle foretages: Ringe til telefon. Prøve at spore telefon. Spærre hvad kunne spærres. Bestille ny telefon. Nye simkort. Melde stjålet. Skaffe anden telefon til at lave alle de nødvendige opkald for at foretage ovennævnte handlinger fra.  

Og ved siden af var der det møde, jeg allerede var for sent til, og de aftaler, der fik min kalender til at ligne et væg-til-væg kludetæppe de næste mange timer. Der skulle aflyses, udskydes, forklares, og indhentes.

Og så var det det slog mig.
Jeg havde mistet min telefon. Andre havde den i hænderne. 

De kunne måske – hvis de var professionelle nok – bryde ind i og trawle gennem mit liv og mine samtaler og sågar søgehistorik gennem mange, mange måneder! 
De ville også kende hele mit netværk af kontakter. 
De ville kunne bygge en avatar af Curt, som på mange måder afslørerede mere om mig, end jeg selv var klar over. 

Djævlen ligger i de små detaljer, de tankeløse google-søgninger og de hurtige bemærkninger og sms-svar – alt sammen får helt anden betydning, når de ses uden for kontekst.
Og endnu værre kan deles uden for kontekst.
 

Undersøgelser viser, at folk som regel har den med på toilettet og scroller løs. Det har fået læger til at advare mod risikoen hæmorider og blærebetændelse.

Koldsveden ramte igen.

Og en følelse af at stå blotlagt og helt afklædt foran mennesker, jeg absolut ikke havde lyst til at være blotlagt og nøgen foran.
En stærk forståelse af, at al viden kan bruges og misbruges og at personlig data, selv de daglige ligegyldigheder har enorm værdi, hvis de samles i en buket, en avatar, og bruges af andre.

At når andre trænger ind i det private rum og ser med, er det utroligt krænkende og intimiderende.

Jeg forsøgte naturligvis, at berolige mig selv med, at de i bund og grund bare ville kede sig. De skulle pløje sig gennem bjerge af ligegyldige beskeder om aftaler, indkøb, hilsener, arbejde og næppe noget dybt eller som krængede personlige følelser eller tanker ud. 

Søgehistorikken ville også kede de fleste udenforstående, om det så var, hvordan man bygger ting, hvor man kan købe dem, nørderier omkring IT, servere, statistik, arbejdsmarkedsting og hvad man ellers søger på, for at få svar på pludseligt opståede spørgsmål. 

Åbningstider i Bauhaus, næste tog, hvem der spiller med i en film, restauranter og meget i samme stil. Ting der følger med et almindeligt liv med arbejde, som husejer, familiefar, bedstefar og ægtemand.
 

Den er så et sige en ekstra kropsdel, vi scroller, kommunikerer og underholder os med lige så tankeløst, som når vi ellers bevæger hænder og fødder eller synger højt i brusebadet. Og lige så så privat.

Og alligevel beroligede det mig ikke. 

For der ville også være alle de små tankeløse nysgerrigheder. De ting jeg ikke havde tænkt over og glemt. Uskyldige i øjeblikket.
 
Vi er så trygge ved vores egen smartphone, at den er en forlængelse af os selv. 

Den skvulper rundt i vores underbevidsthed, selv når vi sover. 
Den fører vores personlige regnskaber, tæller skridt, måler støjen i omgivelser, registrerer vores færden. Vi betaler med den. Scanner QR-koder med den. 

Den er så et sige en ekstra kropsdel, vi scroller, kommunikerer og underholder os med lige så tankeløst, som når vi ellers bevæger hænder og fødder eller synger højt i brusebadet. Og lige så så privat.

Undersøgelser viser, at folk som regel har den med på toilettet og scroller løs. Det har fået læger til at advare mod risikoen hæmorider og blærebetændelse, fordi folk har en tendens til at blive siddende længere end de ellers ville. 
Mobilen er så privat som noget.

Derfor blev jeg ikke beroliget. Tværtimod. 

Jeg var bare ved at falde i den fælde alt for mange falder i: Nemlig, at jeg har ikke noget at skjule fælden. Jeg deler gerne mine-data fælden.

Den fælde, som gør at det er lykkedes big tech og også politikere, at få det til at lyde uskyldigt, når data støvsuges, sluges og fordøjes fra din digitale færden og kommunikation.

Det er ABSOLUT ikke uskyldigt.

Hvis det kan gøre en virksomhed, som reelt intet producerer til flere tusinder af milliarder kroner værd, så er det værdifuldt og salgbar viden om dig og mig, som rigtigt mange gerne vil have fingrene i.
Som kan bruges i utallige sammenhænge, og tilmed uden at du nødvendigvis opdager det selv.

Alle burde forstå, at de faktisk HAR NOGET AT SKJULE for alle andre end de nærmeste, de selv vælger at dele med.
Privatliv har en værdi.
Når nogle trænger ind i din hverdag og dine rutiner er det krænkende, farligt og intimiderende.
 

At lade en håndfuld ikke specielt empatiske tech-oligarker sidde på magten over og en hel verdens personlige data og bruge den til at generere endnu mere magt og indtjening til sig selv er en KATASTROFE.

Alt hvad du siger og gør kan og vil blive brugt imod dig, hvis der er penge eller magt forbundet med det. 

Og der er meget, af dine samtaler eller søgehistorik som uden for kontekst kan bruges mod selv den mest uskyldige. Der er også enkelte handlinger, som du ikke ønsker andre skal kende.

Derfor gør det det også så ekstra vanvittigt, at vi har en regering, som vil have chatkontrol på vores telefoner, en efterretningstjeneste, som måske får lov at suge data hos teleudbydere efter behag og krav til ID, som kan bruges mod os. 

Alt sammen solgt som en naturlig hjælp for politi, myndigheders, beskyttelse af børn og vores generelle sikkerhed.

Trump-administrationen har luftet tiltag, der kræver at turister skal give adgang til de seneste fem års indhold og dialog på deres telefoner for at kunne rejse ind i landet. Det er saftsuseme krænkende og jeg håber ikke, at det nogen sinde sker eller accepteres.
Men det siger noget om, hvor værdifuld vores mobil er.
 

Og husk – ja, du har noget, du bør skjule, fordi det er dit, og privat, uanset om det er nok så uskyldigt.

Det er simpelthen utroligt, som det er lykkedes at sweeetalke og nudge os ud af retten til privatliv og ting som burde være private.

Det sikreste for alle i verden ville naturligt være, hvis vi fik indopereret en chip, som målte, registrerede, og optog alt, hvad vi foretager os hele tiden. Så ville kriminalitet være en by i Rusland og børnene kunne være sikre. Og vi kunne blive screenet for alt, og måske endda vores tanker. 

Nej vel. 
Men det er i stigende grad, det som smartphonen repræsenterer for mange. Så afslørende kan indholdet være.

Derfor skal det også skærmes.
Derfor er big techs totalt frie hænder til at måle, høste og derefter påvirke alle fra tidlig barndom så utroligt meget større en katastrofe og fejl, end den bliver omtalt politisk eller debatteres. 

At lade en håndfuld ikke specielt empatiske tech-oligarker sidde på magten over og en hel verdens personlige data og bruge den til at generere endnu mere magt og indtjening til sig selv er en KATASTROFE.

Jeg fortalte, som det første, da jeg landede i PROSA om mine tanker. Hvordan jeg pludselig blev bange, hvad data kan bruges til, selv den uskyldige.

Den kollega, jeg sagde det til rystede på hovedet. 
Han sagde: 
”Godt det ikke er mig. Jeg har lige genset tv-serien Breaking Bad. Jeg søgte på ricin, castor bønner, og hvordan man laver ricin af castorbønner”.
Ricin er en faktisk gift, som spiller en central rolle i tv-serien. 

Nok til at man bliver nysgerrig på, om det virkelig kan passe. Det kan det.
Men mon ikke sådan en søgehistorik, afsløret og delt, ville sætte ham på alle terrorlister?

Eller under observation eller bare flage ham, som en person, myndighederne burde interessere sig for.

Nej, Du og alle andre, mig selv inklusive, har noget at skjule, og det skal vi værne om. 

Det hedder privatliv, og følger med at være menneske.

Ellers bliver vi bare lydige myrer, for dem som høster og samler data.

Den største frihed er som bekendt friheden fra selv at skulle tage stilling til noget – det er bare ikke frihed. 
Sådan er det også med sikkerhed og retten til privatliv.

Det sikreste samfund er et, hvor intet er privat og alt overvåges. Men det er ikke et samfund for mennesker.

Tilbage til telefonen.

Den er i skrivende stund fire dage senere ikke fundet. Den har ikke reageret på noget. Den er blot en af mange. Jeg har læst, at i London, som er verdens mobiltyverihovedstad, bliver der stjålet flere end 100.000 mobiler om året.

Jeg har fået ny telefon, nye simkort, og er en erfaring og mange reflektioner rigere.

De er hermed givet videre. 
Læg aldrig mobilen i baglommen. 
Og husk – ja, du har noget, du bør skjule, fordi det er dit, og privat, uanset om det er nok så uskyldigt.

God jul og pas godt på dit privatliv - de står nemlig i kø derude for at støvsuge og sælge det videre.