Trepartsforhandlinger

Morten Rønne PROSA

Vigtigt med lønløft til udvalgte faggrupper, men der mangler stadig helt centrale ting for at kunne rekruttere it-ansatte, fortæller forbundssekretær Morten Rønne.

I PROSA glæder man sig over, at der med trepartsforhandlingerne er åbnet for et tiltrængt lønløft til de grupper af offentligt ansatte, som ifølge Lønstrukturkommissionen halter bagefter.

"Når det er sagt, så løser det ikke en række af de største udfordringer, som præger og vil præge den offentlige sektor fremover: Evnen til at rekruttere og  fastholde medarbejderne," fastslår Morten Rønne, forbundssekretær i de it-professionelles fagforbund, PROSA.

Morten Rønne er ikke i tvivl om, at manglen på hænder og faglig ekspertise netop kan blive en af de store problemer for det offentlige. Særligt når det handler om it-ansatte, som er afgørende for den offentlige infrastruktur og en lang række af de positive effekter, som potentielt kan hjælpe inden for sundhed, ældrepleje, uddannelse og en række andre områder. 

"Der skal også kontanter eller andre typer af goder på bordet i forhold til it-ansatte, hvis det offentlige skal kunne rekruttere de rette kompetencer. Det er lige kommet frem, at statsrevisorerne kritiserer 7 ud af 12 it-systemer for at være særligt sårbare og ikke kunne vedligeholdes. Der er i den grad brug for it-ekspertise, og for at kunne tiltrække de rette. Som det er nu, bliver mange it-folk ansat som konsulenter i stedet, men netop konsulentydelser og udgifter til konsulenter, er under skarp kritik fra regering og flere partier i Folketinget," siger Morten Rønne.

> En overenskomst er meget mere end løn