Kommentar: Stop med at romantisere løndumping, Freja Brandhøj

InternationalIT Løn
Dansk Erhverv ønsker lavere lønkrav og mindre kontrol, når der ansættes udenlandske kolleger. Det har PROSAs næstformand og formanden for Teknisk Landsforbund skrevet en kommentar til, som du kan læse her.
Curt Raavig Kjærsgaard og Jannik Frank Petersen
Curt Raavig Kjærsgaard og Jannik Frank Petersen., Illustration: Billedcollage

Af Curt Raavig Kjærsgaard, næstformand i PROSA – din IT-fagforening, og Jannik Frank Petersen, formand, Teknisk Landsforbund.

“Internationale kollegaer er en kæmpe gevinst,” skriver Dansk Erhvervs iværksætterchef Freja Brandhøj.

Det er vi helt enige i. Men når Dansk Erhverv samtidig kræver lavere lønkrav og færre kontrolmekanismer, må vi spørge: gevinst for hvem?

Det klæder ikke en erhvervsorganisation at male et glansbillede af beløbsordningen uden at nævne bagsiden. For det er ikke bare "bøvl" og "medianlønninger", der står i vejen for iværksætterne.

Det er vores fælles aftale om, at arbejde i Danmark skal ske på danske vilkår.

I både IT-branchen og byggeriet har vi i årevis oplevet konsekvenserne, når udenlandsk arbejdskraft ikke får samme løn og rettigheder som danske kollegaer.

Det kaldes social dumping og det underminerer ikke kun arbejdsvilkår, men også faglighed, sikkerhed og tillid i arbejdsmarkedet.

Der er en lang række mere eller mindre problematiske påstande i Dansk Erhverv-chefens indlæg.

Som når Brandhøj præsenterer de 361 milliarder i BNP som "penge til velfærd", er det en fordrejning, der ville give en økonomistuderende tics. BNP er ikke penge i statskassen til velfærd – det er økonomisk aktivitet.

Det bliver heller ikke bedre af, at Dansk Erhverv fejlciterer beløbsordningens løngrundlag.

SIRI vurderer ikke efter medianløn, men efter den laveste fjerdedel i lønstatistikken. Det betyder konkret, at man kan blive godkendt som softwareudvikler med en løn, der ligger markant under, hvad flertallet i branchen får.

Endelig nævner Brandhøj startups, der ikke kan "matche lønniveauet". Men lad os være ærlige: Hvis iværksætteri kun kan lade sig gøre, fordi man betaler løn under niveau, er det ikke innovation – det er selve definitionen på løndumping.

Det vil være en bombe under det danske arbejdsmarked, hvis først startups får lov til at hente billig udenlandsk arbejdskraft.

For ”hvis de må, hvorfor må vi så ikke?” vil mange virksomheder som mangler et par billige ansatte nok sige. Tillader vi først det, så er det slut med det danske arbejdsmarked som vi kender det.

Vi forstår godt ønsket om fleksibilitet. Men fleksibilitet må aldrig blive et dække for udnyttelse og underbetaling. Og "rigide regler", som Brandhøj vil skrotte, er i virkeligheden det beskedne værn, der står mellem retfærdighed og ræs mod bunden.

Så ja, vi vil tage imod internationale kollegaer med åbne arme – men ikke med lukkede øjne.

Der er brug for reformer, men reformer der er en gulerod for de brancher og virksomheder som har gjort deres for at skabe et bæredygtigt arbejdsmarked.

Det burde Dansk Erhverv også kunne se.


Læs artiklen med Freja Brandhøj fra Dansk Erhverv Freja Brandhøj: Lad os tage imod internationale kollegaer med åbne arme – og mindre bøvl - MarketConnect