Med Datatilsynets praksis for at nedlægge forbud, som eksempelvis mod brug af Chromebooks i Helsingør - er der risiko for, at et website kan blive forbudt, hvis man ikke får styr på GDPR-udfordringerne i sit analyseværktøj.
Datatilsynet har for nyligt udtalt, at man ikke kan bruge Google Analytics uden at træffe specielle forholdsregler: ”Organisationen [har] pligt til enten at lovliggøre sin brug af værktøjet eller om nødvendigt ophøre med at benytte værktøjet.”
Matomo er en gratis open source webanalyseapplikation, der kan spore onlinebesøg på et eller flere websteder samt vise rapporter om disse besøg til analysebrug. Matomo er et godt alternativ til Google Analytics og ikke har nogle GDPR-mæssige udfordringer, idet data aldrig forlader Danmark. Og webmasteren kan endda køre softwaren selv.
På dette kursus tager vi udgangspunkt i situationen for en webmaster i et politisk parti, der i dag benytter Google Analytics. Du lærer blandt andet:
• Flytning fra Google Analytics til Matomo
• Sådan får du Matomo til at køre effektivt på din hjemmeside
• Sådan bruger du Matomo til hverdag
Er der andre ting, som du ønsker at lære, så skriv til underviser Preben Sørensen <preben@rather.dk>.
Preben Sørensen driver et mindre digitalt bureau fra Sydsjælland med fokus på sikkerhed, digitalisering og integrationer. Bureauet har arbejdet med Matomo de seneste 6 år.
Kurset er gratis og åbent for medlemmer af PROSA og du kan som medlem invitere et ikke-medlem med. Du skal blot skrive vedkommendes navn og email-adresse i kommentarfeltet. Er du webmaster i et politisk parti, kan du kontakte PROSAs Ole Tange <ota@prosa.dk> og blive tilmeldt selvom du ikke er medlem.