1. maj er fællesskab: Kom med, mød op, få de fede snakke om IT, netværk og sæt et aftryk

Foto: Jakob Boserup
Heritier Mugashi er IT-ansvarlig i privat virksomhed, 27 år og aktiv i Danmarks eneste fagforening kun for IT-folk.
Men han savner de vigtige snakke og fællesskaber, som skal sikre, at de unge også sætter deres præg på dagens og morgendagens arbejdsmarked - og fagforeningernes indsats.
Derfor opfordrer han flest muligt til at dukke op til 1. maj Fælledparken.
”Jeg er med til at arrangere 1. maj for PROSA i Fælledparken. Og det er jeg, fordi det er gået op for mig, hvor vigtigt det er at mødes. Blandt andet fordi vi er ved at blive zombier af scrolling. Vi risikerer at vores generation ikke sætter det nødvendige præg på vores arbejdsliv og faglige kampe", fastslår han.
Heritier Mugashi frygter dermed, at de manglende fællesskaber vil koste dyrt, fordi de yngres stemme bliver for svag, når samfundet skal indrettes med blik for fremtiden.
"Vi mødes for lidt og snakker om de reelle udfordringer, og derfor sætter vi ikke det aftryk på samfundet, arbejdslivet og debatten, som er så vigtigt. Altså os, der er yngre,” fortæller Heritier Mugisha.
”Så kom dog, mød op, få en hyggelig dag i teltet med øl, vand, musik og gode snakke. Det handler om fællesskab og om at bygge netværk. I PROSA kan du sådan set starte lige det netværk, du brænder for. Kom hvis du er studerende og søger arbejde, kom hvis du brænder for IT og tech. Kom hvis du har noget på hjerte eller bare vil møde andre,” fortsætter han.
Den IT-ansvarlige fortsætter:
"Der er i den grad meget at snakke om. Verden står lidt i flammer og er drønusikker. Hvad med klimadebatten, som pt. er død, men som burde fylde enormt meget, fordi det er et kæmpe problem? Hvad med morgensdagens arbejdsmarked, når kunstig intelligens for alvor sætter et aftryk, og hvor der kan måles på alt, indsamles data om alt og misbruges data? Hvordan sørger vi for, at tech bruges til det gode, og ikke som big tech bruger det?” siger han.
”For tech er fantastisk. AI er fantastisk. Men kun i de rette hænder. Det er en kæmpe værdi- og kulturkamp, som sætter rammerne for de næste år. Skal vi gøre alt det gode, eller skal vi kaste det i hænderne på de stinkende rige få, som bruger det til global magt og til at skabe mistrivsel og skade demokratiet?” spørger Heritier Mugashi.
Kom til 1. maj med PROSA
Din IT-fagforening fejrer 1. maj både i Fælledparken i København, I Odense og på Rådhuspladsen i Aarhus.
I København kan medlemmer møde til brunch hos klokken 10 hos PROSA og gå med i fælles optog til Fælledparken.
I Odense klokken 10.30
Og i Aarhus mødes vi til morgenmad hos PROSA klokken 9.30.
Se mere og tilmeld dig morgenmad under arrangementer på prosa.dk