AI er fantastisk - bare ikke i hænderne på giganterne

Jeg kan ikke komme i tanke om noget mere spændende, lovende og banebrydende end alle de teknologier, man kan folde ud under paraplyen kaldet kunstig intelligens.

Jeg kan slet ikke få armene ned ved tanken om, at man folder sprogmodeller med mere korrekt ud, så det bliver til gavn for samfundet og vores læring. 

Det kan skubbe medicinsk udvikling, hjælpe os over barrierer, bringe viden og hjælp ud til alle, dygtiggøre og løse udfordringer fra klimakollaps til ordblindhed, sygdomsbehandling, fattigdom og sociale skel. 

Jeg synes også sociale medier er fantastiske. 
Tanken om, at mennesker over hele kloden får adgang til at netværke, dele viden, information og inspirere hinanden. At vi alle bliver forbundet og kommer tættere på, kan grine og græde sammen, kan mødes, nørde sammen og kan løfte hinanden.

Begge dele bør burde i den grad skabe en bedre og klogere og renere verden med stadig mere ligestilling, trivsel og retfærdighed. Men det gør de bare ikke. Måske tværtimod.

Og her kommer problemet. Tidens absolut største problem. 
Fordi det ligger som en tåge hen over alle andre problemer. 
Eller rettere det indkapsler alt andet i tåge. Jeg nævner lige, at uligheden er stigende, forbruget af fossile brændstoffer vokser, demokratier vakler, kløften mellem kønnene vokser, den politiske debat er mindre nuanceret og noget tyder på et diversitetskollaps.

PROBLEMET: Vi har lagt det egentlige ejerskab til teknologien og platformene – AI, sociale medier med mere – i hænderne på 5-10 gigantiske firmaer. 

De 5-10 firmaer har på blot 20 år brugt det til at opnå kolossal global magt. 
Til at forandre vores kultur, forbrugsmønstre, socialisering, familieliv, barndom, pardannelse, demokratiet, debatform og hjerner. 

På blot 20 år! Det er saftsuseme kort tid. Så kort tid, at vi naturligvis har været politisk handlingslammede over for skadevirkningerne ved at lade dem kuppe og monopolisere kæmpe teknologiske landvindinger.

Det er bare sket. 
Og det er først nu, at det drypvis er ved at gå op for os, hvor negativt, vi er påvirket, og hvor meget vi allerede sidder fast i lige dele afhængighed og magelighed, samt hvor effektivt de har nudget og påvirket selv vores børns forbrugsvaner. 

Når et flertal af unge danske mænd brænder adskillige hundreder af kroner af om måneden på gambling. Når selv små piger føler behov for at shoppe skønhedsprodukter for at efterleve idealer. 

Når forbrug og identitet er forbundet med et lighedstegn selv i en alder, hvor det burde handle om at hoppe i vandpytter. 

En nylig undersøgelse fra Børns Vilkår sætter en fed streg under den udvikling: 
Den som blev præsenteret for pressen med følgende overskrift: ”Reklamer på sociale medier presser børn til at bruge penge for at passe ind”.

Alt det og meget mere har vi fået via forretningsmodeller, som handler om en ting: 
At opsluge mest mulig opmærksomhed, at støvsuge opmærksomheden, at behandle oplysning og fællesskab som junkfood og bruge den høstede data, til støvsuge opmærksomheden endnu mere effektivt, og opsplitte i små præcise lunser, der kan bruges til pushe annoncer og produkter og holdninger selv til børn. 

Det er langt henad vejen sådan de sociale medier har udviklet sig. Som de uden sammenligning største tidsrøvere, som indbringer astronomiske milliardbeløb til big tech. 
Samtidig med at forbundetheden, fællesskabet, spredningen af reel oplysning med meget mere nærmest er udryddet til fordel for ekkokamre, følelser, konflikt.

Derfor er jeg også hunderæd ved tanken om, hvad AI kan gøre for de her firmaer. 

Jeg er ikke bange for AI, men jeg er bange for AI i deres hænder. 
Jeg er bange for, hvad de skal have fra os og vores børns hjerner og vores demokrati for at hente de absurde tusinder af milliarder dollars hjem, som de pt. kaster efter AI-udvikling. 

Hvordan de risikerer at splitte vores sunde fællesskaber. 
De vil helt sikkert gå efter opmærksomheden. Efter din din, min og vores børns hjerner. Og måske så effektivt, at vi egentlig er uden immunforsvar. 

Det kan være den AI-agent, de udvikler. Det kan være chatbotten, som du bliver bedste venner med, som pleaser dig på alle de rigtige måder, så I bruger mest mulig tid sammen. 
Det kan være et infinity-rul af endnu bedre reels på sociale medier skabt af AI. Det kan være endnu mere præcis påvirkning af dine holdninger og forbrugsmønstre.

Man kan næsten se lobbyistfirmaer, globale brands og magtspillere stå i kø for at betale rekordmange milliarder og atter milliarder dollars til big tech for at udnytte den viden. 

Den AI og brug af AI frygter jeg. 

Ligesom jeg frygter deres konstante tale om, at AGI står for døren (de skal jo hente deres enorme investeringen ind og hjem), selv om meget tyder på, at sprogmodellerne i virkeligheden har ramt muren. 

Eller at ingen stiller spørgsmålet – hvad skal vi med bevidst AI? 
Vil vi ikke hellere have en AI, vi selv kan udvikle bedst muligt til at forbedre liv, som vi kan forme og kontrollere med teknologiforståelse. 
Og som ikke ejes af de få, men af os alle?

Jeg håber stadig, vi kan nå til sidstnævnte. 

Men det kræver, at vi holder fast i forårets snak om open source, og tør investere i teknologiforståelse i Folkeskole og datasuverænitet. 

I den forbindelse glæder jeg mig over, at regeringen og digitaliseringsministeren meldte følgende målsætninger ud i oktober: 
1. Børns smartphone- og SoMe-debutalder skal hæves 
2. Digitale produkter til børn skal være sikre fra start 
3. Færre børn og unge skal opleve digitale krænkelser 
4. Effektiv håndhævelse af lovgivning om digital børne- og ungebeskyttelse 
5. Danmark skal gå forrest for at sikre bedre børne og ungebeskyttelse i EU 

Ovenstående tyder på en slags – lidt sen – men vigtig opvågnen. 
Nu skal vi bare have handling bag, for det kræver at vi handler, og handler benhårdt og allerede NU.