God ide at teste mobilforbud af – men vigtigst er opgør med ”pushermedierne”

Børn og ungeIT PolitikNiels Bertelsen
IT-fagforeningen PROSA er positive over for det kommende mobilforbud i Folkeskolen, men minder samtidig om, at mobilen i sig selv ikke er problemet. Det er derimod indholdet, og særligt apps som Tik-Tok, Instagram og Facebook, der giver sig ud for at være sociale medier, men reelt er afhængighedsskrabende ”pushermedier”.
Foto: Shutterstock
Niels Bertelsen mener at mobilforbud også skal følges op af helt andet fokus på at få "pushermedierne" ud af børns hverdag og skoledag. Foto: Shutterstock

Af Nicolai Scharling

Et mobilforbud er et sundt og vigtigt træk, hvis vi skal have sat en prop i opmærksomhedstyveriet og voksende mistrivsel blandt børn og unge.

Det mener formanden i PROSA, Niels Bertelsen.

”Så jeg er glad for den brede aftale, som er indgået i Folketinget, fordi er er så mange hidsigt blinkende indikatorer på at noget er riv-rav-ruskende galt. Det handler om mistrivsel, ødelagt fokus, gamificering, hvor børn og unge lokkes til at købe, forbruger, brande og bliver stadig mere afhængige, takket være dark patterns og nudging. Der er bare en masse ødelæggende ting, som vi har lukket ind i børn virkelighed, fordi big tech og deres platforme ofte mere er afhængighedsskabende pushere end sunde sociale steder af være. Online kultur kan på den måde være et farlig drug for trivsel og sund udvikling”, siger Niels Bertelsen.

Han nævner også den udbredte gamificering af handelsplatforme som TEMU, spil, samt kynisk udnyttelse af mistrivsel blandt unge piger til at lancere skønhedsidealer og produkter, hvilket blandt andet blev afsløret af en tidligere chef hos Facebook i en bog i år. Hun beskrev, hvordan piger, der slettede selfies, blev udvalgt fordi de havde lavt selvværd, og derfor var ekstra modtagelige for annoncer med skønhedsprodukter.

Niels Bertelsen henviser ligeså udbredelsen af hatespeech, og den voksende manosfære, hvor unge drenge bombarderes med influencerindhold, der tangerer kvindehad.

“Følelser og ekstremt indhold fanger ekstra opmærksomhed, så det er i højsædet hos algoritmerne, og vores børn og unge er modtagere. Opmærksomhed er den valuta, som er milliarder af dollars værd, og derfor jagtes kynisk. Det er indlysende skadeligt og burde være uacceptabelt”, siger han.

Niels Bertelsen fortsætter:
”Tilmed på en måde, så vores børns bevidsthed aldrig helt kan slippe uendeligheds-scrollingens tiltrækning, som altid rumsterer nede under, og får dem til at vågne midt om natten for at tjekke mobiler og apps. Det er på alle måder løbet langt ud over kanten og skadeligt”, fortæller formanden.

I samme ombæring støtter Niels Bertelsen tiltaget, hvor folkeskoler og en række fritidstilbud gøres mobilfri fra skoleåret 2026/2027.

Det er hamrende vigtigt, at vi prioriterer børn og unges trivsel og evne til at lære og socialisering. Og her er mobilen på mange måder en modstander. Men det er altså indholdet. Og vi skal i høj grad fokusere vores kamp mod det indhold, altså de kyniske udbydere og apps, og måske ikke så meget skærmene. Skærme har også sunde sider, og Teknologiforståelse kan ikke prioriteres højt nok. For der er masser af god læring, udvikling og styrkelse af Folkeskolen gemt i at tage sundt indhold og teknologiforståelse til sig”, fastslår Niels Bertelsen.

Han mener dermed, at alt ikke bliver bedre og vil virke, hvis ikke opgøret også handler om at regulere, undervise og til en vis grad sætte en stopper for de forretningsmetoder, som en række teknologigiganter har gjort brug af.

”Vi er alle en vare, som suges for personlig data, herunder færden, hvem vi interagerer med, hvornår, og hvad vi klikker på. Data, der derefter splittes op i bidder, sælges videre og udnyttes. Og vi udsættes for voldsomt smarte algoritmer, der bruger alle tricks for at fremme afhængighed, stjæle opmærksomhed og suge endnu mere viden om os ud af vores digitale færden, så de kan sælge den videre. Intet er gratis, som det ellers giver udtryk for at være. Tværtimod. Prisen er enorm”, siger Niels Bertelsen.

Læs også ministeriets pressemeddelelse: “Ny aftale om mobilfrie folkeskoler og fritidstilbud”