Hvem skal have Ada Lovelace-prisen? Indstil en kvinde, der gør en forskel i IT

PROSA lancerer en ny pris, der skal sætte fokus på kvinder i IT. Med Ada Lovelace-prisen vil fagforeningen hylde kvinder, der gør en forskel i deres fag, på deres arbejdsplads eller i IT-branchen som helhed.
Oliemaleri af Ada Lovelace, skabt af Alfred Edward Chalon (1840), opskaleret med Nano Banana 3

Nu kan du indstille en kollega, studiekammerat eller rollemodel til prisen.

Formålet er både at synliggøre de mange kvinder, der allerede præger IT-faget og at inspirere flere til at vælge en karriere i branchen.

Kvinder fylder for lidt i IT-branchen 

”Det er helt skævt, at kvinder stadig fylder så lidt i en af de mest spændende og vigtige fag. Derfor vil vi gerne fremhæve de kvinder, som allerede er i branchen og gør en stor forskel,” siger næstformand i PROSA, Curt Kjærsgaard Raavig.

I dag udgør kvinder fortsat under en fjerdedel af IT-branchen. Med prisen vil PROSA være med til at ændre fortællingen ved at fremhæve de mange stærke faglige rollemodeller, der allerede findes.

Et fagligt panel udvælger de nominerede og kårer vinderen, som modtager 15.000 kroner. Prisen uddeles i oktober omkring Ada Lovelace-dagen.

Ada Lovelace (1815-1852) var britisk matematiker og regnes ofte som verdens første computerprogrammør.

Du kan læse mere om prisen og indstille en kandidat her. 

PROSA – din IT-fagforening
God nyhed: Ingen cookies her

Vi indsamler kun statistik på vores egen server uden at bruge cookies.

Ingen person-tracking, ingen profilering, ingen "accepter alle"-knapper.

GDPR-artikel 5 kalder det dataminimering.

Vi kalder det god stil.