Nyt job i IT? Sådan får du en god start

Det er ikke altid lige nemt at gå fra studerende til medarbejder. Men heldigvis er der hjælp at hente. Prosas karriererådgivere guider dig igennem, så du undgår de klassiske fejl.

Skrevet af Emma Inge Hansen

Overgangen fra studie til første job i IT er større, end mange forventer. Det handler ikke kun om nye teknologier og systemer, men om en helt ny måde at blive målt på.

”Det er mentalt en stor omskiftning for mange, fordi man skal performe på en helt anden måde,” siger karriererådgiver i Prosa, Ove Larsen.

Forskellen mellem at være studerende og at være ansat kan være stor for mange.

”Der er en kæmpe transformation i at gå fra at være studerende, hvor man har nogle læringsmål, og så til at komme ud på en arbejdsplads, hvor man lige pludselig skal til at tjene nogle penge hjem,” siger Ove Larsen.

Brug Prosa, når det er svært

Hvis du står i en situation, hvor du er i tvivl, presset eller føler dig på dybt vand, behøver du ikke stå alene.

”Når man står i nogle af de her svære situationer, så brug os,” lyder opfordringen fra Ove Larsen.

Budskabet fra Ove Larsen er klart: Det er netop i overgangene og de svære situationer, at det giver mening at række ud.

Bliv medlem 

Pas på impostersyndrom

Når nye IT-folk rammer arbejdsmarkedet, kan det for mange være et problem, at de lider af impostersyndrom – det vil sige, at de tvivler på deres egne evner.

Mange vi snakker med har et kæmpe impostersyndrom. De tager alt til sig, deler ikke deres udfordringer og prøver at løse alt selv

”Mange vi snakker med har et kæmpe impostersyndrom. De tager alt til sig, deler ikke deres udfordringer og prøver at løse alt selv,” siger Ove Larsen.

Hvis du genkender dig selv i impostersyndromet, er du langt fra alene. Men det kan blive et problem, hvis du aldrig deler dine udfordringer. Omvendt kan det også være et problem for nogle, at de forventer for eksempel at få en høj løn med det samme, hvor de høje forventninger kan ende med stress og ubehag, advarer Ove Larsen.

Gode kolleger skaber jobglæde

Ofte kan det hjælpe på overgangen, hvis man har gode relationer til sine kolleger.

”Det handler om at være opsøgende og åben og at anerkende, at man ikke er verdensmester til alt,” siger Flemming Kroun. 

Det netop åbenheden, der skaber tillid, fortæller han. Når du viser, at du gerne vil lære og tør stille spørgsmål, kan du skabe et godt samarbejde.

”Man skal være anerkendende og åben og indgå i dialog med sine kollegaer,”

Det er ikke et svaghedstegn, men en forudsætning for god trivsel, understreger han.

Undgå stress: Sig det højt i tide

Særligt i forhold til stress kan det være en rigtig god idé at dele sine tanker med andre. Stress opstår ofte, når man forsøger at bære for meget selv. Derfor er dialog med både chef og kollegaer helt central.

”Man skal være åben om, hvad man kan og ikke kan. Spar med din chef om det og fortæl, hvis der er noget, du ikke kan nå. Det er vigtigt at kunne sige, hvis man har brug for hjælp. Det kommer ikke bag på nogen, at man siger det, når man er ny,” siger Ove Larsen.

Og der er også et helt praktisk argument for at spørge.

”Langt de fleste vil hellere have en, der spørger en gang for meget end en gang for lidt. IT kan være ret kritisk, så det er bedre, at man spørger og så måske kan undgå at lave fejl,” siger Flemming Kroun.