Frigørelsens år - hvis vi tør!

Af Niels Bertelsen, formand for PROSA.

Det er sjældent, at vi er trådt over trinnet til et nyt år og har stået dér i døråbningen uden at have en fornemmelse af, hvilken verden vi vil kigge tilbage på 12 måneder senere.

Men sådan er indgangen til 2026.

Det er et år med så mange ubekendte, at det på en eller anden måde føles skelsættende.
Det gælder på den verdenspolitiske scene, økonomisk, for Grønland, og for alle vi, som tror på fællesskab og fred. 

Det gælder også, når vi taler den teknologiske udrulning, ikke mindst den del som vi sammenfatter under paraplyen AI.

2026 er bare et på alle måder uforudsigeligt år. 

Der er ting, vi naturligvis ved vil ske.

Vi ved, at vi skal have et Folketingsvalg inden for de næste 10 måneder.

Vi ved hvornår påske, industriferie og efterårsferie falder.

For PROSAs vedkommende ved vi, at vi skal have vores delegeret-forsamling, PROSAs kongres, i november, og at der i den forbindelse skal vælges ny formand, samt vælges eller genvælges til en række politiske poster til at varetage det fagpolitiske arbejde for de IT-ansatte og -uddannede. 

Et arbejde som er blevet stadig mere komplekst og krævende efterhånden som IT og digitalisering er viklet ind i alle dele af samfundet og vores liv.

Jeg takker til den tid af efter 18 år som formand.

18 år, hvor jeg efter bedste evne har kæmpet for bedre arbejdsvilkår, overenskomster, bedre og flere IT-uddannelser, digitale rettigheder og en lang række forhold, som skal sikre, at Danmark har sunde, glade, innovative og velfungerende IT-arbejdspladser og -udvikling.

Herunder, at der bliver talt om IT, debatteret IT, og at IT kommer højest muligt op på den politiske dagsorden. 

Vi skal som samfund i stigende grad tage stilling til ting som digitalisering, privacy og big techs forretningsmetoder.

Digitalisering og IT-systemer er ikke bare et anliggende for politikere og erhvervsliv. 
Men det er desværre alt for ofte der, hvor debat og beslutninger parkeres.

Det er en fejl. 
For IT er absolut en folkelig debat. Få ting påvirker os mere – også når vi taler velfærdssamfund. Og det er en debat, hvor de folk som arbejder med IT, skal have en stemme og blive hørt pog taget med på råd.

Hvor kunne vi dog have undgået mange fejl og tåbelige udrulninger på den konto.

IT er en voksende del af fundamentet under og et væksteventyr for den danske økonomi og samfund.

I 3. kvartal 2025 tjente IT-branchen i Danmark 87,9 milliarder koner. 

Det er 7,5 mia. kroner mere end samme kvartal året før. 
Det betyder også, at branchens økonomi voksede dobbelt så meget som det øvrige erhvervsliv herhjemme.
Ja, vi ser ligefrem en stigning i ansættelser efter opbremsningen i 2024.

Lønningerne vokser stadig, og det er en branche, hvor lønningerne er særdeles attraktive, og efterspørgslen på arbejdskraft er stor. Ligeså karrieremulighederne.

IT er blevet cool, det nørdede er blevet cool, fællesskaberne som følger med IT er tiltrækkende for stadig flere unge for de giver mening, værdi og optaget på uddannelser rammer et langt bredere udsnit af unge. 

IT og tech er sjovt. Det er spændende. Det er mulighedernes land. Det er kreativt. Og det kan ændre verden.

Altså gode tegn. Vigtige tegn. 
Vi har et IT-samfund, et informationssamfund, et digitalt samfund.

Det skal vi huske at indrette os efter, så vi står bedst muligt rustet til fremtiden. 

Altså også tage de store og vigtige beslutninger, som er tvingende nødvendige. 

Vigtigst er at fortsætte frigørelsen fra teknologigiganterne/techoligarkerne og gå egne og europæiske veje. 

Frigørelsen er en af de mest skelsættende og afgørende handlinger i de her år. 

Dominansen fra big tech er undergravende og farlig for såvel demokrati som udviklingen på arbejdsmarkedet, herunder vores rettigheder og arbejdsforhold.

Jeg tror godt, man kan sige, at i min formandsperiode, de 18 år, har teknologien på mange måder mistet sin uskyld. 
Og forklaringen er de få techgiganter, som har sat så så voldsomt, dominerende og grådigt på den, som var de koloniherrer hævet over demokratiske spilleregler.

Det, der startede godt, er blevet til mastodont-forretninger og globale magtspillere med tentakler dybt nede vores følelsesliv og vores data.

Det er gået op for os, lovlig sent, at ikke alt IT er godt, slet ikke, hvis vi koncentrerer magt og indtjening hos et par håndfulde tech-oligarker, som forsøger at vride flest mulige data og mest mulig opmærksomhed ud af flest mulige globale brugere for at konvertere det til hundreder af milliarder af dollars. 
Uden synderligt hensyn til skadevirkninger. 

Og som i øvrigt benytter deres viden og indflydelse til at påvirke politik, folkestemninger eller kan gøre det.

Big tech har i høj grad forvandlet noget, som erfantastisk og gavnligt til noget, som også skaber mistrivsel, splid, fake news og er uden for vores kontrol. 

Den gode nyhed er, at de kan vi godt ændre på. 

Vi kan godt selv. 

Men det kræver vilje. Det kræver mod. Det kræver, at vi sætter turbo på investeringerne i at kunne selv. 
I datasuverænitet og sikkerhed. 

Kaster ressourcer og vilje efter at udvikle egne værktøjer, som ikke gambler med psykisk sundhed, udnytter menneskelig svaghed og nudger forbrug ind af bagvejen via sine smarte algoritmer. 

Vi kan lave lige så gode værktøjer og modeller med den forskel, at de ikke skubber brugere ud i afhængighed, og at tusindvis milliarder dollars ikke koncerteres på få hænder i et land, hvor en artikel 230 i lovgivningen frikender dem for ethvert ansvar, og hvor regulering er stort set ikke-eksisterende.

Det har nemlig om noget været en ulykkelig retning, som IT har taget i stadig stigende grad gennem de seneste 15-20 år.

Jo mere, vi er afhængige af amerikansk big tech, desto mere udsatte og skrøbelige er vi og vores samfund og vores demokrati. 
Desto sværere kan det blive at bjærge væsentlige værdier, sikre fællesskaber, demokratisk debat og sammenhængskraft.

Jeg tror heldigvis, at vi er vågnet. 
Jeg tror, at vi har lært og forstået.

Der er gode tegn. Forbud mod sociale medier til unge er et vigtigt skridt.
Men kun første skridt.

Jeg vælger i det hele taget at tro på, at vi kan bruge tech begejstring og mulighederne i AI til det gode, og til at skabe bedre velfærd, bedre medicin, sundhed og mere menneskelig værdi for os alle. 

Hvis altså vi sætter os for at gøre det rigtigt.

Mange vigtige skridt skal dog tages først.

Vi skal have et helt nyt syn på ITs rolle i skolerne.
Teknologiforståelse skal være en del af skolegangen og skemaet i såvel Folkeskole og på andre uddannelser. 

Vi skal ikke blive passive brugere, men lære at forstå og forme teknologien selv. 
Vi skal indrette teknologien efter vores behov og ikke omvendt. 

Det gælder også i forhold til AI og de chatbots, som på kun 3 år har overtaget store dele af opgaveskrivning og-læsning, ja sågar læsning. 
Som også er rådgiver og bruges som samtalepartner, terapeut og fortrolige for stadig flere unge. 

AI har nemlig aldrig før sete potentialer. 
Der kan laves helt fantastiske teknologier og modeller, som kan berige og gøre os bedre og hjælpe os til at lære og blive klogere. 
Som også kan rådgive os og inspirere os. 

Brugt forkert kan de dog gøre os passive, svække kognitive evner, ødelægge kritisk tænkning, og udhule en allerede svækket evne til at fokusere yderligere. 

Den kan fjerne virkeligheden friktion, som kommer ved at skulle indordne os i sociale sammenhænge, og lære selv på godt og ondt. Man kan suge meget opmærksomhed ud af unge og os andre ved at trække os væk fra sociale relationer og søge dybde og mening hos en eftersnakkende chatbot, som har alle svarene for os. 

Men AI-værktøjer og chatbots kan også gøre det modsatte, hvis vi vælger at bruge dem rigtigt. 
At sætte egne krav til modellerne og til brug, og lære selv at skabe og indrette dem.

Det er en gigantisk forskel, hvor de afgørende skridt skal tages nu.

Ikke som med sociale medier eller mobilafhængighed med 15 års ødelæggende forsinkelse.

Her vil jeg og PROSA, som eksperter på området, der ved, at vi kan støbe fundamentet og kan bruge tech-begejstring konstruktivt gøre alt for at råbe politikere og meningsdannere op – igen og igen.

På samme måde, som vil gøre det med digitaliseringen i det offentlige, og implementeringen af AI samme sted.

AI er et værktøj for den ansatte og borgerne og ikke omvendt. 

Vores systemer skal løftes ud af big techs favntag, og helst ind i en open source-virkelighed, hvor vi selv kan bygge, udvikle, vedligeholde, og tilrette – samtidig med at sikkerhed og borgernes data er i forsvarlige hænder.

Den bevægelse sker heldigvis allerede. Men den bør accelereres yderligere. Vi har faktisk travlt.

Og det fører til yderligere en bekymring. Bekymringen for, om vi politisk tager AI-revolutionen alvorligt nok? Altså også effekterne på arbejdsmarked og samfund.

At vi er klar til, at ansatte og borgere kan følge med, at vi har et sikkerhedsnet af kompetenceudvikling og rettigheder, når den måske største gamechanger for alvor rammer arbejdspladser. 

Sammenligning med andre revolutioner duer ikke helt her.

For ingen af dem har kunnet erstatte tænkearbejde med gratis arbejdskraft, der kører i døgndrift, og som bliver stadig bedre til at løse specifikke opgaver omkring at fra sagsbehandling, skrivning, omstilling, kodning, kommunikation med mere.

Mere end 50 procent af indholdet på internettet er i dag AI-genereret. Det siger i sig selv noget om, hvad der venter.

Hvordan vil vi klæde os på til at gøre den værdiskabelse og de muligheder til også at gavne samfundet, og give borgere værdi i form af jobs og tryghed i ansættelsen og krav, som modsvarer virkeligheden i dag og ikke fra industrisamfundets tid?
Herunder om en arbejdstid på 37 timer ugentlig holder længere – eller bør kortere?

Det er vigtige spørgsmål, som skal besvares inden det sker på bagkant.

For der kommer til at ske forandringer. Noget forenklet kan man sige at to mulige scenarier (dog i nuanceret form) giver selv selv.

Måske brister den største investeringsboble på tusinder af milliarder dollars, som big tech i de her år kaster efter AI-værktøjer og ind i jagten på AGI. 
Det burde den logisk gøre, hvis ikke efterspørgslen står mål med investeringerne. 
Som det ser ud lige nu, så står de på ingen måde mål med det.

Men igen meget omkring udviklingen i øjeblikket virker ulogisk og uden for sund fornuft.

En boble, der brister betyder naturligvis en form for økonomisk krise, hvor virksomheder spænder livremmen ind, arbejdsløsheden stiger, og virksomheder vil forsøge at effektivisere og spare ved måske netop at erstatte lønkroner med AI-modeller.

Eller også brister boblen ikke, fordi vi rent faktisk i stigende grad begynder at bruge AI-værktøjerne i virksomhederne og dermed betaler deres udviklere.

Det betyder så også, at en del vil miste deres arbejde og blive erstattet.

Begge scenarier er sat på spidsen. Men har kerner, som vi politisk skal tænke over og forholde os til.

Gerne inden en boble brister. 
Velkommen til et helt sikkert spændende og uforudsigeligt 2026.