Tillykke til Kåre Dybvad - du skal tage dig af de stressramte
Kære Kåre Dybvad Bek,
Tillykke med udnævnelsen som beskæftigelsesminister.
Der er hårdt brug for dig og ikke mindst en minister som smøger ærmerne op og tør tænke nyt.
Vi oplever nemlig en stressepidemi i Danmark.
Den koster samfundet mindst 55 milliarder kroner årligt ifølge Arbejdsmarkedets Erhvervsråd.
55 milliarder kroner! Mindst!
Svarende til 55.000 fuldtidsstillinger.
Det er helt uacceptabelt, samt dårlig samfundsøkonomisk udnyttelse af ressourcer. De økonomiske og de menneskelige.
Og det er endda uden vi medregner de menneskelige lidelser, de ødelagte karrierer og alle de afledte konsekvenser.
Selv helt unge risikerer i dag at brænde ud kort efter uddannelse eller efter få år i drømmejobbet.
Kan vi leve med det? Som samfund? Som velfærdsstat? Som mennesker? Som regering?
Vi oplever i de IT-ansattes fagforening PROSA stadig flere stressrelaterede opsigelser og ansatte, som må smide håndklædet i ringet fordi deres krop og psyke ikke længere kan holde til vilkår og krav på arbejdsmarkedet.
Mennesker som ellers sagtens kan løftes og fungere – men som lander i en gråzone, hvor hjælpen kan være langt væk, og vejen tilbage til et arbejdsliv endnu længere.
Psykiske arbejdsskader er stadig ualmindeligt svære at få anerkendt og processen og reglerne lavet efter et arbejdsmarked, som passer til et 8-16 industrisamfund, og ikke et 24-7-365 altid online informationssamfund.
I PROSA kæmper vi for at åbne politikernes øjne og få ændret regler og behandling af stressramte. Det er simpel fornuft, menneskeligt og økonomisk.
Vi har blandt andet foreslået at der bliver afsat f.eks. 30 millioner kroner til en ekspertgruppe, der skal se på, hvordan psykiske arbejdsskader i højere grad kan anerkendes i arbejdsskade-systemet.
30 millioner kroner sat op mod tabte 55 milliarder kroner.
Et lille men afsindigt vigtigt skridt.
For vi kan faktisk ikke være den måde vi i dag behandler stressramte på bekendt.
Derfor, kære Kåre Dybvad, er der en stor og vigtig opgave, som ligger og venter og kræver handling.
Vi har brug for en beskæftigelsesminister i arbejdstøjet, som løfter og handler og viser omsorg for en stigende bølge af hårdt ramte mennesker, som kan hjælpes, men alt for ofte efterlades i tvivl og alene.
Det kan gøres relativt enkelt.
