Farvel til internettets ekspertklub: AI har ændret, hvor vi spørger om hjælp

Skrevet af Ole Tange
Stack Overflow har i årevis været mange IT-folks foretrukne sted, når man sad fast: et spørgsmål/svar-site med usædvanligt høj kvalitet, som man kunne søge sig frem til igen og igen. Det gælder også mig selv, som tidligere var en flittig bruger. Men en graf baseret på Stack Exchanges egne data peger på et dramatisk skifte.

Fra 2008 til omkring 2014 stiger aktiviteten kraftigt, hvorefter den flader ud og langsomt falder. Under covid-19 får den et kort boost. Men bagefter går det hurtigt ned ad. Sammenfaldet med AI-bølgen er svært at overse: GitHub Copilot kommer i 2021, ChatGPT i 2022. Og derefter accelererer faldet.
Et hurtigt og nemt svar
Det passer også med min egen adfærd. Hvorfor bruge tid på at formulere et præcist spørgsmål til et forum, vente flere dage på svar – og endda risikere at få intet svar – når jeg kan få et middelmådigt svar med det samme fra en AI? AI tager fejl, men den er hurtig, og den får mig videre her og nu.
Om det er AI, der er grunden til det drastiske fald, er ikke 100 procent sikkert. Der kan være andre grunde. Men hvis spørgsmålene i stedet var flyttet til et nyt site, burde svarene dukke op i web-søgninger på samme måde som Stack Overflow gør. Og det sker ikke: Det er stadig svar fra Stack Overflow, der dukker op i søgningerne.
Hvad med fremtidens fælles vidensbank?
Faldet rejser også et mere principielt spørgsmål: Stack Overflows indhold har været oplagt træningsdata for AI netop på grund af kvaliteten. Men hvis der kommer mindre nyt indhold, hvor skal AI så lære nye løsninger fra? Den kan lære lidt af, hvordan brugere retter eller afviser AI’ens forslag, men det er ofte små justeringer – ikke nye gennembrud.
Måske er IT et ekstremt tilfælde, fordi vi tager ny teknologi til os hurtigt. Men mit gæt er, at tendensen vil brede sig: færre offentlige spørgsmål, mere privat problemløsning og en fælles vidensbank, der langsomt tørrer ud.


