Hvad betyder bortvisning fra arbejdspladsen?

Hvad er en bortvisning?
En bortvisning er et øjeblikkeligt ophør af ansættelsesforholdet mellem dig og arbejdsgiver. Du bortvises, og fra dagen, hvor det sker, ophører arbejdsgivers forpligtigelse til at betale din løn uanset om du er i opsagt stilling eller i fuld ansættelse.
Hvad kan udløse bortvisning?
Når arbejdsgiver bortviser, er det fordi denne mener, at du væsentligt har misligholdt ansættelsesforholdet.
3 eksempler på misligholdelse:
Misligholdt ansættelsesforhold kan være, hvis du har lavet fejl med tidsregistreringen, og har slukket computeren tidligere end det tidspunkt, du har registreret, at din arbejdstid var ophørt, og så fanges du af de registreringer, computeren har foretaget omkring din adfærd.
Det kan også være, at du har kopieret eller slettet fortrolige og vigtige oplysninger fra arbejdsgiver, der gør at denne lider et stort økonomisk tab.
Og endelig kan det handle om manglende fremmøde, hvad enten det er under sygdom eller bare generelt.
Fælles for situationerne er, at du har misligholdt ansættelsesforholdet, og ikke leveret det man som arbejdsgiver mener at have krav på, eller være beskyttet mod.
Hvilke konsekvenser har en bortvisning?
Arbejdsgivers forpligtigelse til at skulle betale dig løn ophører med øjeblikkelig virkning, når du ikke længere opfylder din forpligtigelse til at arbejde, være loyal, har misligholdt eller noget andet.
Kontakt PROSA – vi hjælper dig
Bliver du bortvist eller truet med en bortvisning, så bør du altid kontakte PROSA, og få vores vurdering af, om bortvisningen er saglig.
Vi oplever ofte, at sagerne kan forliges, at vores medlemmer i stedet for en bortvisning, får en opsigelse, og dermed løn lidt længere tid, hvis arbejdsgivers bortvisning ikke er saglig eller proportionel.


