Arbejdsmarkedet

En ny ulighed – vikarer, freelancere og usikkert ansatte

PROSA er medarrangør af konferencen CEVEA Ulighedens Topmøde 2017, mandag den 27. februar. Konferencen handler om mennesker i atypiske og usikre job, og du kan deltage.

Der sker utroligt mange nye ting på arbejdsmarkedet i disse år. Platformsøkonomi, mikroarbejde, udbredelse af tvungne freelancere og selvstændige, såvel som nye teknologiske landvindinger skaber rigdom, men gør også grupper på arbejdsmarkedet fattigere og mere usikre. Derfor fører det ofte stigende ulighed og nye ulighedsformer med sig. Det er altafgørende, at fagforeningerne øver sig i at analyse, diskutere og organisere på det nye arbejdsmarkeder, hvor atypiske ansættelser paradoksalt nok bliver mere almindelige. Vi skal være til stede der, hvor de vigtige kampe er og der hvor vores medlemmer kommer i klemme.

På mandag d. 27. februar afholder CEVEA Ulighedens Topmøde 2017. Konferencen handler om mennesker i atypiske og usikre job og vi skal både diskutere, hvad vi kan gøre i aftaleformer, organisering og analysere, hvordan situationen ser ud lige nu. I PROSA er vi medarrangører af konferencen sammen med FOA, Dansk Journalistforbund, LO og FTF.

Det er vi, fordi det er vigtigt, at vi bliver klogere på, hvor de nye uligheder i samfundet opstår, så vi kan sætte ind lige der, hvor det er mest afgørende og gøre en forskel sammen med de af vores medlemmer, som oplever et nyt og presset arbejdsmarked i vikarbureauer og på freelanceplatforme. Men vi er også med, fordi vi gerne vil lære af andre fagforeningers erfaringer, og vi  mener desuden, at resten af fagbevægelsen også godt kan lære noget af de organiseringsformer, vi har udviklet sammen i PROSA. Den flade struktur, den aktivistiske grundholdning og det stærke faglige fællesskab er vigtige og stærke værktøjer på et usikkert arbejdsmarked med en stigende ulighed.

Hvis du er medlem af PROSA og ønsker at deltage i konference, så kan du tilmelde dig her: https://cevea.dk/aktiviteter/kommende/1908-ulighedens-topmode-2017-en-ny-usikkerhed og vælge den nedsatte PROSA-pris på 800 kroner. Vi håber at se nogle seje medlemmer, og vi glæder os til at tage kampen op på et moderne arbejdsmarked, hvor der er mere brug for en klog, åben og engagerende fagbevægelse end nogensinde.