PROSA holder lukket for henvendelser den 9. og 10. maj

Arbejdsmarkedet

PROSAs medlemmer skal til stemmeurnerne

Skal PROSA med i den nye hovedorganisation, der er opstået efter fusionen mellem LO og FTF, eller stå udenfor? Det skal medlemmerne nu tage stilling til.

Det er medlemmerne, der bestemmer i PROSA. Og hvert enkelt medlem vil nu blive bedt om at sige ja eller nej til, at PROSA tilslutter sig den nye hovedorganisation, der er opstået efter LO og FTF, som PROSA er medlem af, fusionerede.

Det står klart, efter der blev afholdt ekstraordinær delegeretforsamling i DGI-Byen den 2. juni, hvor omkring 50 delegerede var samlet. Anbefalingen fra forsamlingen er, at medlemmerne siger ja.

Men det var ikke begejstrede fortalere for fusionen, der gik på talerstolen, hvorfra der lød sætninger som ”det bedste af flere onder” og ”ikke et yndlingsscenarie”. 
- Vi troede jo ikke, at fusionen ville blive til noget. Helt op til et par dage før troede man, at det ville blive et nej til fusionen, men dygtige forhandlere fik det til at gå anderledes. Og det er jo sur røv for os, der stemte nej. Men flertallet har talt. Og så må mindretallet jo enten skrubbe af eller være med. Og PROSA/ØST synes, vi skal være med, sagde Henrik Kroos, der er hovedbestyrelsesmedlem for PROSA/ØST.

Formand for PROSA Niels Bertelsen slog fast, at PROSA til det sidste var imod fusionen, og på den ekstraordinære kongres i FTF stemte PROSAs delegerede nej sammen med en række andre små organisationer. Men nu, hvor fusionen er en realitet, skal PROSA beslutte, hvad forbundet vil gøre. Ønsker PROSA ikke at være med i den nye hovedorganisation, skal beslutningen være truffet inden den 30. juni.
- Et ja til den nye hovedorganisation er den bedste løsning ud fra de valgmuligheder, der ligger foran os, sagde Niels Bertelsen.

Siden FTF på sin kongres i 2012 vedtog, at man skulle undersøge mulighederne for et tættere samarbejde med de andre hovedorganisationer og en eventuel fusion, har PROSA arbejdet for at påvirke tingene.
- Hvorfor siger jeg nu ja, når jeg nu i flere år har arbejdet imod fusionen? spurgte Hanne Lykke Jespersen, der er næstformand i PROSA, sig selv om på talerstolen og svarede:
- Vi påvirkede processen og fik sikret nogle af de elementer, der nu gør, at vi trods alt kan sige ja. Men det er da med en række betænkeligheder. Vi skal gå efter at få alliancepartnere, for det har aldrig været vores størrelse - men vores argumenter - der har skaffet os indflydelse. Vi kan altid melde os ud – eller blive smidt ud. Men vi kan ikke komme ind igen. Så at gå med er vores bedste mulighed. Om vi kommer med, vil ikke påvirke PROSA som organisation. Vi vil blive ved med at være PROSA.

Der vil blive holdt medlemsmøder om fusionen den 11. juni i København og Aarhus og den 18. juni i Odense.

Urafstemningen vil blive sat i gang onsdag den 6. juni og løbe frem til den 21. juni.