Pyh. Så ruller det igen med mails, notifikationer, chat-programmer, massevis af møder, sociale medier og åbne kontorer – samtidig med, at man skal løse komplekse og kreative opgaver. Det er hverdagen for mange it-professionelle. Men konstante afbrydelser kan betyde flere fejl, langsommelige processer, mere stress og ikke mindst mental udtrætning.
Det kan man heldigvis gøre noget ved!
Til dette inspirationsforedrag får du masser af underholdende forskningsresultater, der viser, at blot få timers uforstyrret fordybelse i arbejdet om ugen kan give bedre opgaveløsning, mere tid til det vigtigste, mere arbejdsglæde og mere energi. Og ikke mindst får du konkrete og realistiske forslag til, hvordan du får mere fordybelse ind i en travl hverdag.
Udbytte af foredraget:
- Viden om fordybelse - som Pia kalder fremtidens superevne
- Cases fra virksomheder, der arbejder med fordybelse
- Ideer til konkrete fordybelsesrutiner
TIP: Tilmeld dig sammen med dine kollegaer. Det er lettest – og sjovest – at sætte fordybelse på dagsordenen, når man er flere.
Foredragsholder
Pia Hauge selvstændig ledelsesrådgiver, debattør, forfatter til den anmelderoste bog ”Kontorkoma – fra støj til fordybelse i dit arbejde” og har været tilknyttet Future Work Lab, hvor hun har været lead på ”Det Store Fordybelses-eksperiment”. (Omtales i PROSA-bladet august 2022). Pia er tidligere chefrådgiver i DR og ekstern lektor på Københavns Universitet.