Medlem stod med skægget i postkassen: Hans opgaver blev overtaget af en kollega

Skrevet af Camilla Winther, jurist i PROSA
I en travl hverdag, hvor den ene arbejdsopgave tager den anden, kan det virke som
mindre vigtigt at få formaliseret ændringer i ens stillingsbeskrivelse og titel i kontrakten eller et tillæg til den.
Men gør man det ikke, kan man risikere at komme galt afsted.
Det oplevede et PROSA-medlem, som kontaktede den juridiske rådgivning.
Medlemmet var ansat som udvikler.
Over tid ændrede jobbet sig. Medlemmet kom til at arbejde med andre opgaver og fik i praksis en rolle som systemarkitekt.
Ændringerne skete gradvist og med accept fra begge sider.
Men de blev aldrig skrevet ned.
Opgaverne forsvandt
Senere blev stillingen som udvikler nedlagt af driftsmæssige årsager.
Samtidig blev de opgaver, medlemmet havde varetaget, overtaget af en kollega fra et andet team.
Dermed stod medlemmet i en situation, hvor den formelle stilling ikke længere fandtes.
Dermed stod medlemmet i en situation, hvor den formelle stilling ikke længere fandtes. Han havde ikke nogen ret til de opgaver, han havde arbejdet med i flere år.
For medlemmet føltes det som at stå med skægget i postkassen.
Når kontrakten ikke følger med
Sagen er et eksempel på, hvad der kan ske, når arbejdsopgaver ændrer sig over tid, uden at det bliver skrevet ind i ansættelseskontrakten.
For selvom jobbet i praksis udvikler sig, er det i sidste ende det, der står på papiret, der danner udgangspunktet for din ansættelse.
Derfor anbefaler vi altid, at ændringer i ansvar og arbejdsopgaver bliver skrevet ind i kontrakten eller i et tillæg.
Hvornår er en ændring væsentlig?
Som udgangspunkt har arbejdsgiver ret til at ændre i arbejdsopgaver og vilkår som en del af ledelsesretten.
Mindre ændringer kan ske uden varsel.
Men hvis ændringen er væsentlig – for eksempel hvis dine opgaver ændrer karakter eller ligger uden for det, du er ansat til – skal ændringen varsles som en opsigelse. Det betyder, at du har krav på dit almindelige opsigelsesvarsel.
Det vil altid bero på en konkret vurdering, om en ændring er væsentlig.
Få det på skrift
Sagen viser, hvor vigtigt det er at få ændringer i arbejdsopgaver skrevet ned.
Sagen viser, hvor vigtigt det er at få ændringer i arbejdsopgaver skrevet ned.
Ellers kan du risikere at stå i en situation, hvor din kontrakt ikke afspejler det arbejde, du faktisk udfører.
Er du i tvivl om, hvad ændringer i dine opgaver betyder for dig, er du altid velkommen til at kontakte PROSA.


