Sådan siger du fra, hvis du er ved at drukne i opgaver

ArbejdsmarkedKarriere
Mange siger ja til for meget på arbejdet. Her er konkrete måder at sætte grænser på, så du bevarer overblik og trivsel

Skrevet af Emma Inge Hansen 

Du sidder på kontoret, og din chef kommer gående på vej mod dit skrivebord. 

Du ved godt, hvad det betyder: endnu en opgave.

Problemet er bare, at du er maksimalt presset og slet ikke har tid.

Hvad gør man i sådan en situation?

Pas på dig selv

Ifølge PROSAs karriererådgiver Ove Larsen nytter det ikke bare at sige ja til flere opgaver, hvis tiden ikke er til det:

”For at du kan hjælpe andre, skal du passe godt på mig selv. Når du siger ja til en opgave, som du reelt ikke har tid til, så siger du nej til dig selv. Så er der ikke balance i arbejdslivet.”

Helt konkret er der tre strategier, som Ove Larsen anbefaler, at man bruger i pressede situationer med for mange opgaver.

Ikke plads til mere

Den første handler om at fortælle, at ens dag allerede er fyldt med opgaver.

”Hvis du møder klokken 09.00 og går klokken 16.30, har du jo et program, du har lagt for dig selv med ting, du har prioriteret at nå. Så kan du sige, at du rigtig gerne vil hjælpe, men at din tallerken desværre allerede er fuld,” siger Ove Larsen og tilføjer:

”Du kan tilføje at, hvis det viser sig, at du bliver færdig før tid, kan du giver besked, og så vil du gerne vil hjælpe – forudsat at dine andre opgaver går hurtigere end forventet. Det er en måde at vise imødekommenhed på.”

Den rationelle tilgang

En anden tilgang er det, Ove Larsen kalder ”den rationelle tilgang”. Den handler om at argumentere ud fra, hvad der giver mening for virksomheden.

Du kan sige, at hvis jeg tager den her opgave, så bruger jeg ikke min tid bedst muligt

”Du kan sige, at hvis jeg tager den her opgave, så bruger jeg ikke min tid bedst muligt. Det kan for eksempel være, hvis du ved, at dine andre opgaver er vigtigere for virksomheden. Måske hvis du sidder med en vigtig kunde eller noget helt essentielt.”

På den måde kommunikerer man ud fra chefens perspektiv, og det kan hjælpe med at skabe større forståelse, forklarer Ove Larsen.

Tving chefen til at prioritere for dig

Den tredje strategi handler om at lægge ansvaret for prioriteringen over på chefens bord frem for ens eget.

Man kan sige til sin chef: Hvis du giver mig en ny opgave, så er jeg nødt til at nedprioritere den her opgave

”Man kan sige til sin chef: Hvis du giver mig en ny opgave, så er jeg nødt til at nedprioritere den her opgave,” siger Ove Larsen.

I stedet for selv at stå med hele ansvaret for prioriteringen, gør man det tydeligt, hvilke opgaver man ikke kan nå. Så er det op til chefen at beslutte, hvad der er vigtigst.

Er du det rigtige sted?

Nogle medarbejdere vil opleve, at de har forsøgt sig med flere strategier for på en venlig, men bestemt måde at kommunikere uden at blive mødt af forståelse fra chefen.

Står man i den situation, er det tid til at overveje, hvad næste skridt skal være.

Inden du træffer vigtige beslutninger eller bliver ultimativ, er det en god idé at kontakte PROSA på faglig@prosa.dk og høre om de juridiske muligheder i din situation.

”Ud fra snakken med PROSA må du så overveje, om du er det rigtige sted, og om det er den rigtige arbejdsplads.”

Her kan du selvfølgelig også trække på karriererådgiverne i PROSA, så du kommer bedst muligt videre med dit karriereforløb, siger Ove Larsen.

Alternativet kan nemlig være alvorligt:

”Det kan hurtigt ende med, at man bliver stresset, hvis man ikke passer på sig selv,” advarer Ove Larsen. 

Bliver du ramt af stress, så kontakt straks PROSA på karriere@prosa.dk – vi kan hjælpe dig med et stressforløb.

PROSA – din IT-fagforening
God nyhed: Ingen cookies her

Vi indsamler kun statistik på vores egen server uden at bruge cookies.

Ingen person-tracking, ingen profilering, ingen "accepter alle"-knapper.

GDPR-artikel 5 kalder det dataminimering.

Vi kalder det god stil.