Nu skal AI rulles ud i det offentlige i stor stil

AI kunstig intelligensArbejdsmarked
Regeringen, KL og Danske Regioner vil bruge kunstig intelligens til at lette dokumentation, styrke digitale assistenter til borgere og give medarbejdere beslutningsstøtte
Foto: Moderaterne og Jakob Boserup/Prosa

Regeringen, KL og Danske Regioner har i den Digitale Taskforce for Kunstig Intelligens indgået en aftale om at udrulle tre store AI-projekter i den offentlige sektor fra 2026. Der afsættes 266,7 mio. kr. til projekterne. 

Målet er at frigøre tid fra administrative og rutineprægede opgaver, forbedre borgeres og virksomheders møde med det offentlige og samtidig øge effektivitet og kvalitet.

De tre storskalaprojekter er:

1.    Automatiseret dokumentation: AI og tale-til-tekst skal hjælpe med journaler og referater. Først på bl.a. beskæftigelsesområdet i kommuner og administrativ/klinisk praksis i regioner, og senere bl.a. sundheds- og ældreområdet i kommuner.

2.    Digital assistent til borgere og virksomheder: Nye chat- og vejledningsløsninger, der kan gøre selvbetjening mere fleksibel og reducere behovet for manuelle vejledningsopgaver.

3.    Digitale assistenter og beslutningsstøtte til medarbejdere: Digitale værktøjer, der kan støtte sagsbehandling og beslutninger på tværs af sektorer som byggesager med ambition om hurtigere sagsgange og styrket faglighed.

”Vi har et klart mål om, at vi vil styrke den borgernære velfærd. Det kræver, at vores ansatte i den offentlige sektor bruger mindre tid på tastaturet og mere tid med borgerne. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu har landet en aftale med kommuner og regioner om de første tre store projekter inden for kunstig intelligens,” udtaler digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen udtaler ifølge en pressemeddelelse. 

Prosaformand: God idé, men vær varsom 

Formand i Prosa, Niels Bertelsen, advarer mod at have urealistiske forventninger til, hvor meget man kan forvente sig af de nye initiativer.

Det er en god idé at bruge AI-værktøjer, men det vil være naivt at forestille sig, at man kan spare stillinger væk i umiddelbar tilknytning til indførelse af systemerne.

”Det er en god idé at bruge AI-værktøjer, men det vil være naivt at forestille sig, at man kan spare stillinger væk i umiddelbar tilknytning til indførelse af systemerne. Man skal være varsom med at rulle store digitale løsninger ud i det offentlige med forventningen om at spare en hel masse og med forventningen om, at det virker. Skat og Forsvaret er et glimrende eksempel på, hvor galt det kan gå. Her har man sparet og sparet, men det har vist sig, at det kan man ikke. Vurderingsstyrelsen er et andet eksempel på, at man har brugt voldsomt mange milliarder uden succes,” udtaler han.

Niels Bertelsen understreger, at man skal være varsom, når man tager AI-værktøjerne i brug:
”AI har vist gang på gang, at man skal være meget påpasselig med at bruge den uden at tjekke, hvad den rent faktisk spytter ud. Hvis AI skal bruges, skal det være beslutningsstøtte og ikke som beslutningstager.”

Derudover peger Niels Bertelsen på, at vi ikke må glemme spørgsmålet om digital suverænitet.

”Der er meget fokus på digital suverænitet. Det skal vi huske i forhold til de her initiativer. Jeg vil gerne advare imod, at man bruger amerikanske løsninger i regeringens nye planer om AI i det offentlige.”