Arbejdsgiver forsøgte at snige en opsigelse igennem, men det kan koste dyrt

Skrevet af Emma Inge Hansen
Et PROSA-medlem fik for nylig en skriftlig advarsel på sit arbejde.
Samme dag blev han præsenteret for en opsigelse, som arbejdsgiveren allerede havde skrevet under.
Han skulle “bare kvittere for” den, hvis han var enig.
Men noget føltes forkert. Derfor kontaktede han PROSA, før han skrev under.
Gik næsten galt
Hvis medlemmet havde sat sin underskrift, ville han i praksis have accepteret sin egen opsigelse uden at han forinden havde haft mulighed for at rette op på kritikken i advarslen, og den går ikke, da man ikke kan få en advarsel og blive opsagt på samme dag. Med sin underskrift på opsigelsen, ville medlemmet derfor kun have fået hans almindelige opsigelsesvarsel.
Nu ser sagen helt anderledes ud.
PROSA vurderer, at opsigelsen er usaglig og har derfor rejst krav om godtgørelse overfor arbejdsgiver. Den type godtgørelse ligger typisk på et beløb svarende til én til tre måneders løn – oven i opsigelsesvarslet vel at mærke.
Hvis medlemmet bare havde skrevet under, havde han sandsynligvis mistet muligheden for at få en godtgørelse.
”Hvis medlemmet bare havde skrevet under, havde han sandsynligvis mistet muligheden for at få en godtgørelse. Nu kæmper vi for, at han får både sit varsel og en kompensation oveni”, siger jurist i PROSA, Camilla Winther.
Må ikke springe direkte fra advarsel til opsigelse
Sagen handler ikke kun om en underskrift.
Når du får en advarsel, har du som udgangspunkt ret til at rette op på det forhold, der bliver kritiseret. Arbejdsgiver skal give dig en reel mulighed for at forbedre dig, før de kan gå videre til en opsigelse.
”Vi ser jævnligt sager, hvor medlemmer ikke får rimelig tid til at løfte en advarsel, før de bliver opsagt. Det kan gøre opsigelsen usaglig”, siger Camilla Winther.
I den konkrete sag skete det hele samme dag.
Det er netop den type forløb, der kan få konsekvenser for arbejdsgiveren.
Én fejl kan koste dig flere måneders løn
Sagen viser, hvor stor forskel én underskrift kan gøre.
Havde medlemmet skrevet under, var sagen sandsynligvis blot en almindelig opsigelse med medlemmets individuelle opsigelsesvarsel.
Nu kan den ende med både opsigelsesvarsel og ekstra godtgørelse.
”Kontakt PROSA, hvis du er i tvivl, før du skriver under. Det kan have stor betydning for dine rettigheder”, siger Camilla Winther.


