Organisationsaftale på plads – ansatte i staten får mere på pensionen

”Jeg er meget tilfreds”.
Sådan lyder ordene fra PROSAs forhandler og ansvarlige på det offentlige overenskomstområde, forbundssekretær Michael Holm.
Nu er hele udmøntning og ramme for det tre-årige aftaleforlig på statens område nemlig helt på plads for ansatte på PROSAs overenskomst.
For ansatte i staten på PROSAs overenskomster betyder det, at de stiger fra 16,68 procent til 17,58 procent på pensionen gældende fra 1. april 2027.
De enkelte organisationer har udover lønstigninger og en række fælles tiltag, kunne reservere en del af rammen på 7,8 procent til særlige projekter.
”Jeg synes på alle måder, vi bør være tilfredse med resultatet af såvel CFU-forlig, som den organisationsaftale vi har fået for PROSA. Det er et godt forlig, hvor vi har haft lydhørhed for vores krav”, siger Michael Holm.
CFU-forliget er det samlede forlig for ansatte i staten. Ifølge aftalen er der tale om et tre-årigt forlig med en samlet økonomisk ramme på 7,8 procent. Den bliver så fordelt på faste lønstigninger og prioriterede dele.
”Det omfatter blandt andet mulighed for flere dage sammen med dit syge barn, mulighed for ekstra fridag for dem mellem 41 og 61 og 2 dage ekstra seniordage fra 62”, fortæller Michael Holm.
Som nævnt er 6,37 procent af den samlede ramme afsat til generelle lønstigninger.
De udmøntes på følgende måde:
- Med virkning fra den 1. april 2026 ydes en generel lønforhøjelse svarende til 1,73 pct. af den samlede faste løn pr. 31. marts 2026.
- Med virkning fra den 1. august 2026 ydes en generel lønforhøjelse svarende til 0,65 pct. af den samlede faste løn pr. 31. marts 2026.
- Med virkning fra den 1. april 2027 ydes en generel lønforhøjelse svarende til 1,83 pct. af den samlede faste løn pr. 31. marts 2026.
- Med virkning fra den 1. april 2028 ydes en generel lønforhøjelse svarende til 2,59 pct. af den samlede faste løn pr. 31. marts 2026.
Stigningerne udmøntes ved forhøjelse af procentreguleringen. Reguleringsordningen udmøntes pr. 1. april 2026, 1. april 2027 og 1. april 2028.
Desuden vil der komme en fritvalgskonto (fra 1. januar 2028), der giver mulighed for at opspare ekstra fridage, eller sætte ind på pension eller lave om til løn.

