Tankesættet bag en hævet pensionsalder er fra en anden tidsalder
I slutningen af maj vedtog Folketinget med stemmerne 81 mod 21, at pensionsalderen stiger til 70 år for alle født fra 1971 eller senere.
Det er en konsekvens af velfærdsforliget fra 2006, hvor pensionsalderen stiger løbende, i takt med at vi i gennemsnit lever længere.
70 år. Det er længe. Jeg kan godt forstå, hvis nyuddannede i en alder af 25 år synker en ekstra gang ved tanken om at kunne gå på pension i 2070! Om 45 år.
Det er længe.
Jeg kan også godt forstå, at de, der som jeg gik ind på arbejdsmarkedet i den tro, at de ville kunne gå på pension senest som 67-årige, og i øvrigt kunne indbetale til omfattende efterlønsordninger, også synker en ekstra gang.
Efterløn er blevet pænt udhulet, og tre ekstra år på arbejdsmarkedet er en del, når man nærmer sig slutningen af 60’erne.
Oprettet i en anden tid
70 år det er sent. For nogen. For andre er det tidligt. Nogle, og sikkert en del med IT-baggrund, fortsætter længe efter, at de kunne have gået på pension. Ofte som konsulenter eller i projektansættelser.
Det gør de, fordi det kan de. Lige nu. Om de kan det 20 år frem i tiden fra nu, er måske mere uvist.
Og det er netop problemet.
Måske er fremtidens Arne og Anna folk i starten af 60’erne, som har været gennem løbende perioder i deres arbejdsliv med psykisk overbelastning i form af stress.
Den manglende fleksibilitet i pensionsalder-systemet. Det er oprettet efter og udtænkt efter en tid, industrisamfundet, hvor det var almindeligt at arbejde samme sted, i samme fag, fra første arbejdsdag til pension.
Der var mange seniorjobs. Der var intet odiøst i, at 60-årige, 63-årige og 27-årige var på samme arbejdsplads, ved samme maskine, skrivebord, i samme lærerværelse, på samme kontorgang.
I dag er lidt anderledes. Og måske især hvis vi skriver tiden frem.
Her betyder løbende kompetenceudviklingen afgørende meget. Samfundet er et informationssamfund, underlagt den fjerde industrialisering, hvor tech og IT forandrer landskabet, og hvor kunstig intelligens og stadig bedre teknologi ændrer og revolutionerer arbejdsmarkedet i lyntempo.
En overdosis af stress
Vi har en stressepidemi – blandt mange unge også. Alt for mange, som tærer hårdt på krop og sjæl og med en langvarig regning ved at overbelaste psyken med en overdosis af stress.
Hvad med dem?
Hvordan skal de kunne holde 45 år på arbejdsmarkedet under vilkår, som virker stadig mere stressende, præstationsorienteret og et udskilningsløb i kompetenceudvikling?
Vi kender allerede til almindelig nedslidning ved hårdt fysisk arbejde, til Arne-pension og forskellige ordninger, som skal kunne hjælpe nedslidte på tidlig pension.
Men måske er fremtidens Arne og Anna folk i starten af 60’erne, som har været gennem løbende perioder i deres arbejdsliv med psykisk overbelastning i form af stress. De agerer i en virkelighed, hvor hjernen sjældent har fri, og de i hele deres arbejdsliv har været omgivet af mails, information, tilgængelighed og kravet om at følge med.
På den måde er 70 langt fremme i tiden at have en pensionsalder.
Giver 70 år mening?
Vi står også med mulige scenerier, hvor folk sidst i 50’erne og frem simpelthen ikke kan få arbejde. At de skriver ansøgning på ansøgning, men hvor krav til omstilling og de friskeste kompetencer, eller blot forventningen til arbejdsstamina, sorterer dem bort.
Det er ikke usandsynligt. For mange.
Med andre ord. Jeg er ikke sikker på, at pensionssystemet fastlåst omkring en pensionsalder på 70 år er den rette gulerod at vifte foran mennesker, som starter på arbejdsmarkedet.
Ja, vi har haft en lang periode med fuld beskæftigelse. Ja, vi har fleksecurity. Men securityen ligger i, at det er muligt at få et arbejde på den anden side af en opsigelse eller et skifte.
Med de forandringer, vi ser lige nu – og som vil efterlade mange i en gråzone, mens omstillingen til AI foregår, og kravet til AI skills øges – så er det måske straks sværere.
Der mangler en fleksibilitet. Der mangler en løbende tilretning til forhold og krav på arbejdsmarkedet.
Der mangler en fleksibilitet. Der mangler en løbende tilretning til forhold og krav på arbejdsmarkedet, og gerne løbende, så dem, der falder, ikke skal falde helt igennem, og dem, der kan og vil fortsætte længere, motiveres til det.
70 år giver måske mening samfundsøkonomisk set i fugleperspektiv og over en kam. Men giver det mening velfærdspolitisk, menneskeligt og reelt? Mere individuelt og hensynsfuldt.
Kalkulen drejer sig om arbejdsudbud, men arbejdsudbud kan jo nås på flere måder. Allerede i dag når alt for få den officielle pensionsalder. Der skal være større fokus på arbejdsmiljø og omskoling.
Og på det psykiske arbejdsmiljø.
Ligesom mulighederne for at skifte branche og blive omskolet bliver endnu bedre end de er i dag.
Med andre ord: Kan vi ikke finde på noget bedre og mere fleksibelt? Vi lever i den fjerde industrialiseringsrevolution, men pensionsalderen og arbejdsmiljøet er indrettet efter et samfund, der ligger to revolutioner bagude.
