CETA – en stille bombe under it-folks arbejdsvilkår

Derfor går PROSA med i demonstrationen mod aftalen torsdag d. 23. marts klokken 16.00 foran Udenrigsministeriet. Kom og vær med.

Det danske folketing er i fuld gang med at sælge vores nationale selvbestemmelse og arbejderrettigheder til nogle af verdens største og mest indflydelsesrige multinationale virksomheder. Lyder det voldsomt? Det kan jeg godt forstå, men det er desværre sandt.

Den meget omfattende handelsaftale mellem EU og Canada, som går under navnet CETA, er netop nu ved at blive ratificeret af EU’s medlemsstater (herunder Danmark), efter at den er godkendt i EU systemet.

Den indeholder aftale om oprettelse af en række handelsdomstole – såkaldte voldgiftstribunaler, som står over både de danske domstole og EU-Domstolen. Med den foreliggende aftale kan de virksomheder, der er store nok til at betale sagsomkostningerne ved at føre sager ved disse voldgiftstribunaler, sagsøge nationalstater (som eksempelvis Danmark) for milliarder af kroner, hvis disse stater skulle træffe det demokratisk valg at vedtage lovgivning om forbrugerbeskyttelse, miljø- og naturbevaring, dyrebeskyttelse, arbejdsmiljølovgivning eller anden lovgivning, som lægger begrænsninger på det private marked (eksempelvis gennem regulering), og på den måde sætter fællesskabets interesser over de rige firmaers profit. Det er naturligvis et voldsomt magtmiddel at lægge i hænderne på nogle virksomhedsmastodonter, som i forvejen er meget magtfulde og godt kan finde ud af at påvirke vores lovgivninger og trumfe deres interesser igennem med blandt andet store hære af lobbyister som virkemiddel.

Vi har allerede set mange skræmmende eksempler på den slags retssager: Tyskland er blevet sagsøgt af energivirksomheden Vattenfall, fordi landet efter katastrofe på det japanske Fukushima a-kraftværk besluttede at udfase atomkraftværkerne i Tyskland (som Vattenfall ejer nogle af). Et andet eksempel er det canadiske energiselskab Lone Pine, som har sagsøgt den canadiske stat gennem et datterselskab i USA for at stoppe fracking i St. Lawrence Floden i Canada. Men det mest skræmmende er måske ikke engang muligheden for, at firmaer skal have fingrene ned i skattekassen, hver gang vi indfører lovgivning, som de mener kan være til skade for deres indtjeningsmuligheder. Det mest bekymrende er, at man sagtens kan forestille sig, at vores folketingsmedlemmer vil holde op med at gennemføre nødvendig lovgivning, hvis Mærsk, Goldman-Sachs, Microsoft eller andre giganter kan true dem med voldsomme erstatningskrav. Det sætter simpelthen lovgiverne, som bør repræsentere folkets interesser, under et helt urimeligt pres, som jeg er sikker på, at de af og til vil bukker under for – og så er det altså de rigeste og ikke de fleste, der bestemmer eksempelvis, hvilke arbejdsmiljøstandarder vi har. Det vil betyde, at selv når forskning viser, at et stof er farligt, vil det være meget vanskeligt at få gennemført nødvendige ændringer i lovgivningen, som kan sikre, at flere kan holde til arbejdet frem til pensionsalderen. Altså en dybt reaktionær mekanisme, som vil forhindre naturlige fremskridt

Det her handler altså ikke om modsætninger mellem Canada og EU eller Canada og Danmark, men om at vi som arbejdstagere og it-professionelle må gå imod en aftale, som indfører en ny retstilstand, der i høj grad vil favorisere de største multinationale selskaber. Denne aftale implementerer en fremskridtsfjendsk og bagstræberisk mekanisme og giver mulighed for at blokere for arbejdsmarkedslovgivning, som vil forbedre vores og andre lønmodtageres situation på arbejdsmarkedet.

Lad mig give et eksempel: Vi har ret store problemer med stress i it-branchen og lige nu er vi ikke særligt godt beskyttet mod psykisk nedslidning på arbejdspladsen. Derfor sker der ikke særligt meget på området, og vi kan se, at problemet på dette område bare vokser og vokser. Hvis vores regering eller folketing nu beslutter at indføre lovgivning, som målrettet skal bekæmpe stress, så vil de virksomheder, som nu skal omstille sig til ikke længere at slide deres ansatte it-folk ned og gøre dem syge, faktisk kunne sagsøge den danske stat og kræve erstatning gennem CETA’s voldgiftstribunal (ICS-mekanisme) for den merudgift, de mener, loven medfører. Hvis store virksomheder havde haft den slags magtmidler igennem hele den nyere historie, så var den nordiske velfærdsmodel nok aldrig blevet til noget.

Hvis du sidder tilbage og tænker, at det har du ikke lige fanget, så er der faktisk en helt naturlig forklaring på det. Tilhængerne af aftalen, som lige nu tæller V-LA-K-regeringen, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Socialdemokraterne ønsker nemlig ikke at snakke om den. Det forstår jeg egentlig godt, for den er egentlig ret svært at forklare, når man begynder at gå den efter i sømmene. Men jeg mener ikke, de skal have lov til at slippe afsted med at trække en så skadelig aftale ned over hovedet på os, uden at de får modstand hele vejen igennem. Det mener jeg faktisk er vores pligt som aktivistisk fagforening, der tænker på vores medlemmers interesser.

For PROSA er der endnu en vigtig dimension i aftalen: it-politikken. Helt overordnet mener vi ikke, at vores privatliv og vores digitale rettigheder bør være til salg, og derfor skal de heller ikke forhandles i en handelsaftale, hvor de store virksomheder har meget mere at skulle have sagt end borgerne. Derudover er det problematisk, at nogle af de kedelige elementer, som vi slap for, da vi fik afvist ACTA, stort set i ubemærkethed har sneget sig ind i CETA-aftalen. Desuden sikrer aftalen ikke, at EU’s persondataforordning er gældende i forhold til canadiske selskaber. I Canada behandles beskyttelse af personoplysninger blot som en forbrugerbeskyttelse og ikke som en grundlæggende menneskerettighed, som den gør i EU. Når man ser det i lyset af en situation, hvor udenrigsminister Anders Samuelsen ikke kan redegøre for, om CETA-aftalens handelstribunaler står over EU’s domstole, så er det helt legitimt og fornuftigt at frygte at aftalen kommer til at sætte gang i et ræs mod bunden for vores digitale rettigheder. Og vi er ellers nogle, der mener, at de er presset nok i forvejen.

Derfor går vi i PROSA med i demonstrationen mod aftalen torsdag d. 23. marts klokken 16.00 foran Udenrigsministeriet, hvor jeg holder en kort tale, inden vi klokken 17.00 ankommer til Christiansborg Slotsplads, hvor der igen er talere og musik.

Jeg håber, at jeg ser nogle PROSA-medlemmer i mængden, invitér endelige venner, familier og andre med og slå et slag for vores nationale selvbestemmelse og friheden til at lave den lovgivning, vi synes er fornuftig uden at risikere erstatningskrav fra store multinationale virksomheder.

Facebook-begivenheden for demonstrationen kan du se her

Og her kan du skrive under mod CETA-aftalen og læse mere om det initiativ, vi er en del af.

botMessage_toctoc_comments_9210