120 medlemmer af PROSA, ansat på CSC, blev 9. februar af deres ledelse kastet ud i en lockout. Medlemmerne er lockoutet, fordi ledelsen mener, at løn- og ansættelsesvilkårene er alt for gode, og virksomheden derfor ikke længere er konkurrencedygtig. Alligevel har ledelsen under forhandlingerne afvist alle forslag fra PROSA/CSC, som ellers kunne reducere omkostningerne betragteligt, og har end ikke villet diskutere dem.
Ledelsen har fremlagt krav, som samlet set repræsenterer en lønreduktion på mindst 30 procent, fjernelse af den eksisterende tryghedsaftale og desuden muligheden for at følge med i, om overenskomsten overholdes.
Aftalerne på CSC er ikke noget, som PROSA/CSC alene har forhandlet sig til. Det er aftaler, som løbende er blevet fornyet gennem næsten fire årtier, og som ledelsen hver gang har været med til at indgå. Den danske aftalemodels styrke er netop, at den kan tage udgangspunkt i arbejdspladsens problemer og gennem aftaler mellem ledelsen og medarbejderne finde fælles løsninger på de opståede problemer. Dermed forankres både forståelsen for problemerne og nødvendigheden af løsningerne hos alle parterne.
Ledelsen på CSC har i denne situation gjort det, at den både har defineret problemerne og hvilke løsningsmuligheder, der foreligger. PROSA/CSC har anerkendt, at der er problemer, men ikke, at der ikke findes andre løsninger end dem, ledelsen diktatorisk kræver gennemført. De aftaler, ledelsen vil af med, har medlemmerne faktisk betalt for gennem tidligere overenskomstforhandlinger, og det er derfor også rimeligt, at en ændring af aftalerne sker gennem forhandling og ikke gennem at sende et ultimatum.
Så spørgsmålet er ikke om, hvordan overenskomsterne på CSC kan forbedres, men om, hvordan de kan justeres, således at CSC kan blive mere konkurrencedygtig. I den situation nytter det ikke noget, at ledelsens opførsel opleves som en modvilje mod, at den skal forhandle væsentlige spørgsmål med de ansattes repræsentanter i stedet for bare at bestemme selv. Voldsomme ændringer på en arbejdsplads kræver medarbejdernes involvering, for at det kan lykkes. Hvis ledelsen ikke indser dette og kommer tilbage på forhandlingssporet, risikerer den, at CSC ikke får løst problemerne og dermed, at arbejdspladsens overlevelse sættes på spil.
Der er et fælles ansvar for problemerne, og der må derfor også være et fælles ansvar for løsningerne. PROSA/CSC er parat, og jeg vil opfordre ledelsen til også at påtage sig deres del af ansvaret.
