Coronavirussen har draget hærgende gennem vores samfund i tre måneder. Det er en krise, som har vist, at forskellige samfundstyper løser problemerne forskelligt.
I Danmark har vi valgt at have et relativt lige samfund med progressiv beskatning og et højt velfærdsniveau. Vi har valgt, at vi vil leve i et samfund, hvor vi regulerer markedet demokratisk og skaber bedre muligheder for hinanden.
Samfundsmæssige problemer kræver samfundsmæssige løsninger, og det er det, vores velfærdsmodel er bygget op om. Det skal ikke være den enkelte borger eller virksomhed, som skal betale regningen for de kriser, der rammer hele samfundet.
Vi har derfor i forbindelse med coronakrisen indført adskillige hjælpepakker, hvor der er postet milliarder og atter milliarder af skattekroner ud som sikkerhedsnet til virksomheder og lønmodtagere. Så nu kommer der en opgave med at sikre, at alle faktisk bidrager til, at regningen bliver betalt.
Men betalingen behøver jo ikke være i kroner og ører for alles vedkommende. Vi kunne jo også bruge krisen til at gentænke den måde, vi har skruet samfundet og arbejdsmarkedet sammen på, og åbne for andre måder at gøre tingene på.
For eksempel har flere end 3.000 forskere fra 600 universiteter i et opråb foreslået, at lønmodtagere generelt skal sikres ret til at blive repræsenteret i virksomheders beslutningsprocesser, være med til at udpege den øverste direktør og bestemme, hvad der skal ske med profitten.
Forskerne foreslår også, at stater bør arbejde for mere ligeløn og stille klimakrav, sociale krav og krav om ”ægte internt demokrati”, når de udbetaler støtte til virksomheder. Nogle af forslagene kendes i en vis udstrækning allerede hos os, mens andre af forslagene er mere vidtgående.
Coronakrisen har forstærket og tydeliggjort nogle af de tendenser, der er kommet de senere år: Pres på vores regulerede arbejdsmarked, pres på velfærden og øget risiko for ulighed og masseovervågning.
De hjælpepakker og foranstaltninger, vi har indført, viser, at det er muligt at afbøde nogle af de voldsomme konsekvenser, sådan en krise medfører. Men det har alt sammen en pris.
Vi har blandt andet oplevet, at vi må give afkald på nogle af vores grundlæggende rettigheder, så som forsamlingsfriheden. Og når vi gør det, så opdager vi, hvor meget vi savner dem.
Lad os bruge den erfaring til at kvalificere debatten om, hvad der skal ske på den anden side af krisen. Og lad os holde fast i, at selv om vi accepterer en indskrænkning af vores grundlæggende rettigheder i denne omgang, så er det ikke indskrænkninger, der skal vare ved.
Vi skal bruge lejligheden til at udvide demokratiet og ændre de samfundsmæssige magtrelationer til lønmodtagernes fordel. Og fremfor alt skal vi sikre, at virksomhederne ikke får lov til at løbe fra regningen denne gang.
