Konflikten på CSC har nu stået på i måneder, og der er ikke tegn på, at den kan afsluttes lige med det samme. Ledelsens fremfærd tyder tværtimod på, at hvor multinationale selskaber hidtil har forsøgt at overholde danske overenskomster og danske spilleregler, selvom de er fagforeningsfjendske i hjemlandet, er der ved at ske et skifte nu.
En sejr for CSC vil derfor svække fagbevægelsen generelt og formentlig give andre arbejdsgivere blod på tanden. Og ikke kun inden for it-området.
Ledelsen har længe været i gang med at ansætte ekstern arbejdskraft for at imødegå effekten af konflikten. I stedet for at gå seriøst ind i forhandlinger om en fornyelse har de valgt den mere barske tilgang med at opstille ultimative krav, og selvom PROSA/CSC har tilbudt mærkbare forringelser af de eksisterende vilkår, er det ikke tilstrækkeligt. Særligt tryghedsaftalen vil CSC gerne af med, men i en situation, hvor ledelsen taler om masseafskedigelser og flytning af arbejdspladser ud af landet, er det svært for PROSA/CSC alene at forringe tryghedsaftalen.
Derfor har PROSA sammen med de andre foreninger med tryghedsaftaler på CSC forsøgt at imødekomme ledelsen med forslag, som kan reducere udgifterne til mindst det halve. Samtidigt ville gevinsten omfatte en langt større gruppe end PROSAs medlemmer. Men CSC holder fast i det ultimative krav om, at tryghedsaftalen skal helt væk over en periode.
CSC arbejder også med at indsætte skruebrækkere for at imødegå konsekvenserne af konflikten. De er gået så langt som til at forlange, at medlemmerne overdrager deres viden til de skruebrækkere, som skal udføre arbejdet, hvis der bliver storkonflikt 1. juni. PROSA er overbevist om, at dette er et ulovligt kampskridt, og har selvfølgelig indbragt sagen for Arbejdsretten.
CSC misbruger på denne måde den danske aftalemodel, hvor de bestemmer, indtil Arbejdsretten har talt. Og det sker oven i købet under trusler om bortvisning, hvis medlemmerne nægter. Når konflikten så er overstået, vil ledelsen vurdere, om den enkelte foretog overdragelsen på forsvarlig vis, og hvis ikke, vil det få konsekvenser. Jeg håber i læsende stund, at ledelsen er kommet på bedre tanker, om ikke andet så med Arbejdsrettens hjælp. Ledelsen har selv ønsket konflikten, så må den også selv bære konsekvensen.
Vi har ikke opgivet en forhandlingsløsning, heller ikke selv om vi forbereder os på storkonflikt. Vejen til en velfungerende arbejdsplads går gennem samarbejde og fælles visioner for en udvikling af arbejdspladsen og ikke gennem ultimative krav til forringelser af løn- og arbejdsvilkårene.
