Datasikkert hjemmearbejde

Hjemmearbejde ophæver ikke GDPR-lovgivningen, og virksomhedens sikkerhedspolitik skal også overholdes hjemmefra. Alligevel har PROSA fået henvendelser fra medlemmer, hvis arbejdsgiver beder dem om at arbejde på deres private computer. Det er en rigtig dårlig idé.

 

I videoen nedenfor giver it-politisk rådgiver i PROSA Ole Tange gode råd til datasikkert hjemmearbejde. 

 

De tre vigtigste råd:

 
  1.  Brug ikke din private computer til arbejdsopgaver

  2.  Overhold virksomhedens sikkerhedspolitik – også selvom du er hjemsendt

  3.  Print ikke personfølsomme oplysninger ud derhjemme

PROSA-medlemmer på hjemmearbejde

I kølvandet på forårets coronanedlukning spurgte PROSA medlemmerne om deres oplevelser med hjemmearbejde. Her svarede 73 procent, at de arbejder på en bærbar computer. Samtidig har kun halvdelen fået betalt deres it-udstyr af deres arbejdsgiver.

- Det tyder jo på, at relativt mange bruger deres egen pc til at arbejde på. Men de bør bruge en arbejdsgiver-pc, for det er dennes ansvar, at data bliver opbevaret korrekt, og at pc’en er sikret på et sikkerhedsmæssigt forsvarligt niveau.

Allan Pleman arbejdsmiljøkonsulent i PROSA

 

Offentligt ansatte hjemmearbejder i stor stil på private computere

”Næsten hver fjerde (offentligt ansatte, red.) oplyser, at de benytter en privat computer til hjemmearbejde, og en tredjedel oplyser, at de ikke benytter de fildelingstjenester, der stilles til rådighed af arbejdspladsen, men at de selv finder tjenester på nettet til deling af arbejdsrelateret information.”

”Brug af privat computer i arbejdsmæssig sammenhæng er problematisk, hvis den ikke er godkendt af arbejdspladsen. Specielt adgange til systemer, automatiske sikkerheds- og antivirusopdateringer, automatisk back up og håndtering af informationer kan være vanskeligt på en privat computer, der er uden for arbejdspladsens miljø.” 

”En ubeskyttet privat computer er ofte set som trædested for en hacker ind i organisationssystemer.”

Citaterne er fra rapporten ”Danskernes informationssikkerhed” fra december 2020, der er lavet af Megafon i samarbejde med DKCERT, Digitaliseringsstyrelsen, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner. Rapporten er todelt og kigger nærmere på it-sikkerheden både blandt borgerne og blandt offentligt ansatte.